Diadok-krigene

Diadok-krigene
Del af Hellenismen
De forskellige kongedømmer blev opdelt mellem Alexander den Stores mest prominente generaler. Nogle af kongedømmerne, som f.eks. Ptolemæerriget (Egypten) og Seleukideriget (Lilleasien), blev opkaldt efter Alexander den Stores oprindelige generaler og efterfølgere, Ptolemaios 1. af Ægypten og Seleukos 1., henholdsvist.
Dato 322-275 f.v.t. Sted Makedonien, Grækenland, Thrakien, Anatolien, Levanten, Egypten, Babylonien og Persien Resultat Fordeling af det alexandrinske imperium blandt de store generaler og deres efterfølgere. Casus belli Alexander den Stores pludselige død efterlod et magtpolitisk tomrum og udløste strid og usikkerhed, eftersom ingen definitiv arving hverken var udnævnt eller kapabel. Uden centralt lederskab var Alexanders rige i fare for at gå i opløsning, og den efterfølgende fordeling af territorier og magtkamp mellem Alexanders topgeneraler markerer begyndelsen på diadok-krigene.
Ledere
Antigonid dynasty Antigonus Monophthalmus † Demetrius † Antigonus II Gonatas	Seleukos I Nicator † Perdiccas † Ptolemaios 1. af Ægypten Ptolemy Keraunos Peithon Antigenes † Lysimachus Eumenes † Antipater
Styrke
300.000 infanterister 80.000 kavalerister	200.000 infanterister 20.000 kavalerister 9.000 stridsvogne 500 elefanter

Diadok-krigene (græsk: Πόλεμος των Διαδόχων, tr. Polemos ton Diadochon; dansk: ~ efterfølgernes krige) var en række konflikter, som blev udkæmpet mellem Alexander den Stores generaler, diadokerne, efter hans død i 323 f.Kr. for herredømmet over hans enorme græko-orientale imperium. Konflikterne fandt sted mellem 322 og 275 f.Kr. Diadok-krigene er kaldt således, på grund af det græske diadochos, flertal diadochon, som betyder afløser eller efterfølger, og henviser til Alexander den Stores øverste officerer.