Energikrise

Skilt under energikrisen i 1973

En energikrise er en fællesbetegnelse for enhver større mangelsituation i leveringen af energiressourcer til et land. Dette kan tage form af, at energi ikke kan anvendes, eller at voldsomme prisstigninger gør, at energi ikke kan fremskaffes til alle formål. Energikriser har som oftest store følgevirkninger for den øvrige økonomi; recessioner i en eller anden form opstår jævnligt i kølvandet på energikriser. Når energiprisen stiger, medfører det oftest, at produktionsomkostningerne i andre erhverv stiger. Ved en kulkrise ville man f.eks. tydeligst mærke, at omkostningerne til elektricitet og opvarmning er stigende, men tidligere ville man også mærke en stigning i prisen på togtransport. Ved en oliekrise vil man primært mærke, at benzinpriserne stiger, men også produkter af plastik og landbrugsvarer vil stige i pris. Ved en gaskrise vil den tydeligste konsekvens også være prisstigninger på elektricitet og opvarmning, men alle produkter fra energiintensive erhverv vil også være stigende i pris.

Tidligere var det mest almindelige, at et enkelt land kunne opleve en energikrise af den ene eller anden art Som et eksempel kan nævnes strejkerne i Storbritannien i 1921 og 1926, der begge medførte produktionsfald på mere end 25% i Storbritannien. Kulstrejkerne i Storbritannien i 1972 og 1974 havde også væsentlige konsekvenser for Storbritannien, men problemet var ikke så stort som i de to første strejker, da Polen eksporterede yderligere kul til Storbritannien, der derfor ikke oplevede en egentlig energikrise. I 1984-1985 var en stærkt øget kulimport fra blandt andet Polen ligeledes medvirkende til, at strejken ikke lykkedes. Verdenshandelen har dermed været medvirkende til, at lokale energikriser i nyere tid er sjældne.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search