Forsager

En amerikansk soldat bruger en forsager til at hvile på i 1944.

En forsager er en bombe eller granat, der ved nedslaget ikke er detoneret. Den bliver også kaldet en blindgænger eller i militært fagsprog ueksploderet ammunition eller UXO (UneXploded Ordnance). Ordet synes under 2. verdenskrig at være indkommet i det danske sprog fra tysk (versagen, at svigte).

Faren ved forsagere er deres ustabilitet; man ved ikke om de virkelig er 'døde' eller om de detonerer ved bare små rystelser eller måske går af af sig selv efter lidt tid. Denne usikkerhed udnyttes militært ved at udstyre bomber med forsinkede brandrør, så eksplosionen med vilje forsinkes til nogle minutter eller timer efter nedslaget. Dette vanskeliggør redning og oprydning i bombezoner, og gør arbejdet særdeles farligt for EOD-personel.

Uheldige konstruktioner skabte tidligere de fleste forsagere. En version af engelske 500-pundsbomber fra 2. verdenskrig havde brandrøret i halen, og ved nedslag i jord blev halen ofte revet af, så brandrøret ikke kunne detonere bomben. Det blev englænderne først opmærksomme på noget senere i krigen. I nutidens ammunition er der gjort meget for at forhindre forsagere.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search