Gens

I antikkens Rom var en gens (udtales /ɡɛns/ eller /dʒɛnz/, pl. gentes [ˈgɛnteːs]) en familie bestående af individer, der delte samme nomen gentilicium, og hævdede at nedstamme fra en fælles forfader. En gren af gens – identificeret ved cognomina – blev kaldt en stirps (pl. stirpes). Slægten var en vigtig social struktur i antikkens Rom og i hele det romerske Italien under perioden for den Romerske Republik. Meget af individers sociale status afhang af de slægter, som de tilhørte. Visse gentes blev klassificeret som patricier, andre som plebejere, mens nogle havde både patricier- og plebejergrene. Gens' betydning som en social struktur faldt betydeligt under perioden for det Romerske Kejserige, selvom gentilicium fortsatte med at definere de gamle romeres oprindelse og dynastier, herunder for kejserne.^[1][2]

1. ^ Harper's Dictionary of Classical Literature and Antiquities, Second Edition, Harry Thurston Peck, Editor (1897)
2. ^ Oxford Classical Dictionary, 2nd Ed. (1970)