Guitarsolo

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

En guitarsolo fremkommer, når en guitarist lader gribehånden løbe op og ned af gribebrættet og samtidig anslår eller imiterer en melodistemme ved hjælp af et plekter eller ved anvendelse af fingrene på den anden hånd. Soloen vil ofte være udbygget med riffs, der gentages i flere positioner på guitaren. Grundteknikken kan udbygges med specielle finesser, f.eks. vibrato, staccato og accentuering. De fleste anvender 3 fingre (finger 2-4) i løbene, evt. suppleret ved at anslå en streng med lillefingeren i nogle positioner. En ’’fire-finger solo’’ i alle positioner, evt. suppleret med anslag på en ’’løs’’ streng, der kun anslås på gribebrættet, men ikke berøres med plektret, beherskes af relativt få guitarister.^[1] Tommelfingeren anvendes sjældent, selv, ikke om denne ’’fisticuff’’ – teknik har været kendt på kontrabas siden Domenico Dragonetti introducerede den i 1800 - tallet.

I populær musik er en guitarsolo en melodisk passage, et afsnit eller helt musikstykke skrevet for en elektrisk guitar eller en akustisk guitar. Guitarsoli indeholder varierende grader af improvisation, der bruges i mange stilarter, f.eks. blues, swing, jazz, rock og heavy metal. Guitarsoli er også benyttet i klassiske musikformer, f.eks. kammermusik. De kan spænde fra uledsagede arbejder for en enkelt guitar til kompositioner med akkompagnement fra andre instrumenter. De kan anvendes bredt, fra et lille ensemble som en jazz- kvartet eller et rockband, til et stort ensemble som et orkester eller big band. Uledsaget akustisk guitarmusik findes i folkemusik og klassisk musik, og brugen af en akustisk guitar som solostemme i et ensemble kendes allerede i den barokke koncert.

1. ^ Blandt danske guitarister Peer Frost