Standsherre

Standsherre (tysk: Standesherr resp. standesherrlich) var i Det tyske forbund betegnelsen på medlemmer af de højadelige slægter, som i forbindelse med opløsningen af Det tysk-romerske rige havde mistet sine herskabsrettigheder gennem mediatisering i perioden 1803–1815. Det tyske forbunds forfatning indrømmede dem som kompensation en række særrettigheder. Det var omkring 80 familier med status som standsherrer, de fleste i Syd-Tyskland.