Admiral

For alternative betydninger, se Admiral (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Admiral)

Admiral er en søofficersgrad. Ordet admiral stammer gennem tysk, fransk og spansk fra arabisk: أمير البحر (tr. amir al-bahr[1]) "havets behersker", men gik efterhånden over til at betegne en anfører for en flådestyrke, i middelhavsmarinerne fra slutningen af middelalderen, i Danmark fra begyndelsen af 16. århundrede. Admiralsklassen inddeltes senere i forskellige grader.

Som tegn på sin kommando fører en admiral sit flag (kommandotegn) på stortoppen; et admiralsflag er berettiget til at få salut.

Royal Navy har 3-5 Sea Lords og Kriegsmarine havde under 2. verdenskrig en Storadmiral som øverste flådeofficer.

I U.S. Navy er de tilsvarende grader Rear Admiral (Lower half), Rear Admiral (Upper half), Vice Admiral og Admiral (i stigende rangorden). Den allerøverste, 5-stjernede grad, Fleet Admiral eksisterer ikke mere. Det blev godkendt af Den amerikanske Kongres for at hædre 4 admiraler i US Navy for deres indsats under den 2. verdenskrig. Den første der blev udnævnt, var Ernest J. King, chef for US Navy under 2. verdenskrig, den 7. december 1944. Derefter blev William D. Leahy udnævnt den 15. december 1944 og den 19. december blev Chester W. Nimitz, sejrherren ved Slaget om Midway, forfremmet til de 5 stjerner. Den sidste udnævnte var William F. Halsey, der blev udnævnt den 11. december 1945.

Under Den amerikanske borgerkrig hed admiraler i US Navy, og i Sydstaternes Flåde, Flag Officer.

I fiskerflåderne i Nordsøen benævntes undertiden særlig erfarne førere af fiskerfartøjer admiral, hvorved der i deres virksomhed tillagdes dem en vis myndighed over førerne i samme fiskeriselskab.

  1. ^ Hjalmar Falk; Alf Torp (1903), Etymologisk Ordbog over det norske og det dansk Sprog, Oslo: Aschehoug, s. 8Wikidata Q117336708

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search