Alf Tolboe Jensen

Alf Tolboe Jensen (14. september 1918 i Aalborg29. december 1943Vestre Allés Kaserne i Aarhus) var aktiv i modstandsbevægelsen i Århus under Besættelsen og blev henrettet for sine aktiviteter.

Alf Jensen kom i boghandlerlære efter sin realeksamen i 1934 og herefter var han en periode beskæftiget som rejsefører. I 1939-1941 forettede han tjeneste ved 9. bataljon, hvor han blev udnævnt til kornet. Han blev knyttet til modstandsbevægelsen via Aage Andersen, der ledede den ene af to grupper i den århusianske sabotageorganisations 2. hovedafsnit og kendte Jensen fra sin tjenestetid.

Modstandsgruppen var aktiv inden for industri- og jernbanesabotagen, og Alf Jensen fungerede herudover som kurer og fordelte sprængstof til flere af de større jyske byer. Fra september 1943 kom Gestapo på sporet af 2. hovedafsnit og 13. oktober 1943 blev Alf Jensen arresteret på Vesterbros Torv i Århus. Han blev anbragt i Ting- og arresthuset i Vester Allé og sammen med tre kammerater dømt til døden 24. november. 29. december blev han henrettet i kasernegården på Vestre Allés Kaserne kl. 8 om morgenen.

Efter befrielsen blev Alf Jensens lig fundet ved Husbjerg Klit ved Blåvand. Han blev bisat 24. maj 1945 på kirkegården ved Brabrand Kirke. Graven er forsynet med en monumental gravsten. På 60-årsdagen for Tolboe Jensens henrettelse arrangerede Aarhus Samvirkende Soldaterforeninger en mindehøjtidelighed på kirkegården med efterfølgende gudstjeneste.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search