Blodvejen

Blodvejen er en vejstrækning på den nuværende E6 (tidligere riksvei 50) mellem Botn og Saltnes i Saltdal. Vejen blev bygget af krigsfanger - de fleste jugoslaviske, men også nogle sovjetiske - under anden verdenskrig. I nærheden ligger en jugoslavisk kirkegård med over 1.600 grave.^[1] Den konkrete begivenhed, der gav vejen sit navn, var et kors af blod, der blev malet på bjergvæggen i 14. juli 1943. Blodet kom fra krigsfangen Milos Banjac, der blev skudt i vejkanten af en Wehrmacht-vagt. Korset blev malet af hans bror.^[2]

Krigsfangerne hørte til i en primitiv fangelejr i bygden Botn, knapt 2 km fra Rognan, hvor de blev udsat for sult, hårdt arbejde og en grusom behandling. Botn-lejren blev først ledet af SS, der også udførte massehenrettelser. Da Wehrmacht overtog lejren i oktober 1943, blev forholdene gradvis bedre, efterhånden som Røde Kors fik kendskab til stedet og gennemførte inspektioner. De yngste fanger var kun tolv år. Dødeligheden var høj, men man har kun omtrentlige tal på indsatte - beregnet ud fra de overlevendes vidneforklaringer.

I 1942 ville det tyske Reichskommissariat udbygge riksvei 50, og bad om sovjetiske krigsfanger som tvangsarbejdere. Da det ikke gik, fik de en aftale med SS i Serbien om fanger fra Jugoslavien - lokale partisaner i kamp mod tyskerne i skove og bjerge, og civile mistænkt for at yde partisanerne hjælp. I juni 1942 kom 2.600 til Norge bevogtet af SS, der havde ansvaret for fangelejrene. Men blandt vagterne var der også 400 hirdmænd og andre nordmænd, der deltog i drab på fanger.^[3]

Der var optil 18 lejre fra Saltfjellet og nordpå til Saltdalsfjorden, hvor krigsfangerne blev bedre behandlet. I retsopgøret efter krigen blev lejrene omtalt som udryddelseslejre. Det rystede norske myndigheder, at nordmænd helt ned i 16-årsalderen havde været en del af lejrens vagtstyrke. De unge var medlemmer af "Hirdvagtbataljonen" (NS Ungdomsfylking) og havde behandlet krigsfangerne grusomt.^[4] Under retsopgøret fik flere af de norske vogtere fængselsstraffe, mens syv af de omkring 20 SS-officerer fra lejrene Beisfjord og Øvre Jernvann blev sendt til Beograd i foråret 1946. Alle fik dødsstraf.^[5]

1. ^ Blodveien – Store norske leksikon
2. ^ Storeng: Blodveien i Saltdal s. 16
3. ^ Susanne Skjåstad Lysvold: "Walter (85): – Glemmer aldri grusomhetene", NRK 22. juni 2017
4. ^ Heil og sæl, jeg er uddannet morder
5. ^ "Beisfjord-lejren". Arkiveret fra originalen 31. marts 2021. Hentet 25. marts 2021.