Wael Nader al-Halqi Syriens premierminister Dawoud Rajiha afdød forsvarsminister Fahd Jassem al-Freij Forsvarsminister Maher al-Assad Øverstbefalende for den Republikanske Garde Mohammad Ibrahim al-Shaar Indenrigsminister Assef Shawkat Viceforsvarsminister og chef for efterretningstjenesten Walid Muallem Udenrigsminister Vladimir Putin Ruslands præsident Qasem Soleimani Qud-styrkens øverstbefalende-IRG
Abdulbaset Sieda Formand for Syriens Nationalråd
Burhan Ghalioun Ex-Formand for Syriens Nationalråd (29. august 2011 – 10. juni 2012) Riad al-Asaad Leder af den Frie Syriske Hær Mustafa Ahmed al-Sheikh Leder af det Højere Militære Råd Ali Sadreddine Bayanouni Leder af det muslimske broderskab Haitham al-Maleh Talsmand for menneskerettigheder i Syrien Samir Nashar Medlem af Sekretariatet for Damaskus-erklæringen Recep Tayyip Erdoğan Tyrkiets præsident Abu Bakr al-Baghdadi Kalif for Islamisk Stat
40.438 regeringssoldater og politimænd dræbt 25.927 militsfolk dræbt 1.000 embedsmænd dræbt 7.000 soldater og militsfolk samt 2.000 tilhængere tilfangetaget Hizbollah 561 Andre ikke-syriske krigere 1.854
Syriske oprørere og demonstranter
49.699 – 68.780 oprørssoldater dræbt 979 demonstranter dræbt 25.500 – 56.698 oppositionssoldater og tilhængere tilfangetagne eller savnede 11.000 fanger dræbt i syriske statsfængsler[44]
130.000 dræbt – FN-rapport fra 17. januar 2014. 162.402 dræbt – rapport fra Syriens Observatorium for Menneskerettigheder den 19. maj 2014.[45] 191.369 dræbt – FN-rapport fra den 22. august 2014.
Borgerkrigen i Syrien (arabisk: الحرب الأهلية السورية) er en igangværende konflikt om, hvordan og af hvem Syrien skal ledes. Konflikten havde i begyndelsen karakter af en fredelig protest imod menneskerettighedskrænkelser, manglende indflydelse, manglende økonomiske muligheder og fire årtiers autoritært etpartistyre under Ba'ath-partiet og dets ledere, først Hafez al-Assad 1971-2000 og siden 2000 hans søn Bashar al-Assad.[46]
Den 15. marts 2011 brød demonstrationer ud i Daraa og flere andre byer i Syrien, efter at unge blev anholdte for at male revolutionære slagord. Flere demonstranter blev dræbt og hundredvis såret, da syriske sikkerhedsstyrker åbnede ild mod demonstranterne. Demonstrationerne bredte sig de følgende dage til andre byer. Syriens præsident, Bashar al-Assad, lovede at "overveje" at ophæve den undtagelsestilstand, landet havde været underlagt i næsten 48 år. Han overvejede også at indføre et flerpartisystem og lovede at hæve lønninger til statsansatte med 20-30 %.[47]
Oprøret mod det regerende styre var et udslag af den kæde af protester hen over den arabiske verden, som blev kendt som Det Arabiske Forår, da folkemængder i en række arabiske lande blandt andre afsatte præsidenterne i Tunesien, Egypten og Yemen. Det syriske regime slog hårdt ned på demonstranterne fra begyndelsen, og måneder inde i revolutionen omringede styret byer og angreb med artilleri, mens det væbnede oprør blev dannet – det oprør, der spredte sig og siden kæmper mod regimets hær og militser.[48]
Oprøret består af et uoverskueligt netværk af brigader. Nogle opererer under Den Frie Syriske Hær, andre gør ikke. I løbet af konflikten er antallet af islamistiske krigere vokset. De kæmper hovedsageligt i Jabhat al-Nusra eller Islamisk Stat (IS), som tidligere var en del af terrornetværket al-Qaeda i Irak. Revolutionen er i dag blevet en regulær krig – med aktører fra hele regionen på begge parters side. Den libanesiske Hizbollah-milits har siden 2013 deltaget i konflikten på den syriske hærs side, og det syriske regime modtager militær støtte fra Rusland og Iran, mens lande som Qatar, Saudi-Arabien, Tyrkiet og USA leverer våben til de syriske oprørere.
I juli 2013 havde den syriske regering kontrol med cirka 30-40% af landets areal og 60% af den syriske befolkning.[49] Ifølge FN passerede dødstallet 100.000 i juni 2013 og nåede 120.000 i september 2013.[50][51] Den 22. august 2014 passerede dødstallet 191.369.[52] Derudover er titusindvis af demonstranter, studerende, liberale aktivister og menneskerettighedsforkæmpere blevet fængslet, og der er flere rapporter, der beskriver systematisk tortur i de syriske statsfængsler.[53][54][55]
Internationale organisationer har beskyldt både regeringen og oppositionen for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne.[56] Ligeledes er kemiske våben blevet brugt flere gange i løbet af konflikten.[57] Særligt begivenhederne i Syrien har udviklet sig fra en kamp om rettigheder og demokrati til i stigende grad at handle om sekterisk had mellem regionens to store religioner, sunni- og shiaislam og om realpolitisk rivalisering mellem regionens store magter.[58][59]
Alvoren af den humanitære katastrofe i Syrien er blevet skitseret af FN og mange internationale organisationer. Mere end fire millioner syrere er fordrevet, og mere end tre millioner syrere er flygtet ud af landet og er blevet flygtninge. Ligeledes er millioner af syrere blevet efterladte i dårlige levevilkår med mangel på mad og drikkevand.
^Holliday, Joseph (21. juni 2012), Syria's Maturing Insurgency(PDF), Middle East Security Report 5, Institute for the Study of War, s. 7, hentet 9. juli 2012