Den industrielle revolution

En Watt-dampmaskine, som var en dampmaskine, der udelukkende blev drevet af kul, der var drivkraften bag den industrielle revolution i Storbritannien og resten af verden.[1]

Den industrielle revolution var en periode fra omkring 1760 til et tidspunkt mellem 1820 og 1840, hvor store ændringer inden for landbrug, masseproduktion, minedrift og transport havde en dybtgående betydning for socioøkonomiske og kulturelle forhold i Storbritannien. Ændringerne spredte sig senere til hele Europa, Nordamerika og til sidst til resten af verden. Den industrielle revolution udgjorde et vendepunkt for menneskehedens samfund; Næsten alle aspekter af dagligdagen blev med tiden påvirket på den ene eller anden måde.

Fra sidste halvdel af det 18. århundrede begyndte der at ske en forandring i dele af Storbritanniens økonomi, som indtil da var baseret på manuelt arbejde og trækdyr. Nu gik udviklingen i retning af maskinbaseret fremstillingsindustri. Det begyndte med mekaniseringen af tekstilindustrierne, udvikling af nye teknologier til fremstilling af jern og en stigende anvendelse af raffineret kul. Udvikling af handelen blev muliggjort ved anlæggelse af kanaler, forbedrede veje og jernbaner. Overgangen til anvendelse af dampmaskiner, som hovedsageligt var drevet af kul, samt større anvendelse af vandkraft og maskiner (fortrinsvis i tekstilindustrien) muliggjorde den dramatiske forøgelse af produktionskapaciteten.[2] Udviklingen af maskinværktøjer udelukkende af metal i de første to årtier af det 19. århundrede gjorde det muligt at fremstille nye produktionsmaskiner til fremstilling i andre industrier. Effekten heraf spredte sig igennem det vestlige Europa og Nordamerika i løbet af det 19. århundrede og påvirkede efterhånden det meste af verden, en proces som i dag fortsætter som industrialisering. Effekten på samfundene var enorm.[3]

Den første industrielle revolution, som begyndte i midten af det 18. århundrede, fortsatte over i den anden industrielle revolution omkring 1850, hvor de teknologiske og økonomiske fremskridt tog fart med udviklingen af dampdrevne skibe, jernbaner og senere i det 19. århundrede med benzinmotorer og elektricitet.

Der er bred enighed blandt historikere om, at den industrielle revolution er en af de vigtigste begivenheder i historien.[4] Til gengæld er der uenighed om, hvilken tidsperiode den industrielle revolution skal henføres til. Eric Hobsbawm hævder, at den 'brød ud' i Storbritannien i 1780'erne og først nåede sin fulde udbredelse i 1830'erne eller 1840'erne,[5] mens T.S. Ashton mener, at den udfoldede sig mellem 1760 og 1830.[6] Nogle historikere fra det 20. århundrede, såsom John Clapham og Nicholas Crafts, har hævdet, at processen med økonomiske og sociale forandringer foregik gradvist, og at begrebet revolution ikke er dækkende for måden, det foregik på. Definitionen og afgrænsningen diskuteres fortsat.[7] BNP pr. indbygger var stort set stabilt før den industrielle revolution og fremkomsten af den moderne kapitalistiske økonomi.[8] Med den industrielle revolution indledtes en æra med økonomisk vækst i indkomsten pr. indbygger i de kapitalistiske økonomier.[9]

  1. ^ Watt-dampmaskine billede: placeret i forhallen til den videregående tekniske skole for industrielle ingeniører på UPM (Madrid)
  2. ^ Business and Economics. Leading Issues in Economic Development, Oxford University Press US. ISBN 0-19-511589-9 Leading issues in economic development – Google Books Arkiveret 11. maj 2011 hos Wayback Machine
  3. ^ Russell Brown, Lester. Eco-Economy, James & James / Earthscan. ISBN 1-85383-904-3 Read it Arkiveret 3. juni 2016 hos Wayback Machine
  4. ^ Industrial Revolution and the Standard of Living: The Concise Encyclopedia of Economics Arkiveret 1. juli 2013 hos Wayback Machine, Library of Economics and Liberty
  5. ^ Eric Hobsbawm, The Age of Revolution: Europe 1789–1848, Weidenfeld & Nicolson Ltd. ISBN 0-349-10484-0
  6. ^ Joseph E Inikori. Africans and the Industrial Revolution in England, Cambridge University Press. ISBN 0-521-01079-9Google Books Arkiveret 19. maj 2017 hos Wayback Machine
  7. ^ Rehabilitating the Industrial Revolution Arkiveret 9. november 2006 hos Wayback Machine by Julie Lorenzen, Central Michigan University. Hentet november 2006.
  8. ^ Robert Lucas, Jr. (2003). "The Industrial Revolution". Federal Reserve Bank of Minneapolis. Arkiveret fra originalen 16. maj 2008. Hentet 2007-11-14. it is fairly clear that up to 1800 or maybe 1750, no society had experienced sustained growth in per capita income. (Eighteenth century population growth also averaged one-third of 1 percent, the same as production growth.) That is, up to about two centuries ago, per capita incomes in all societies were stagnated at around $400 to $800 per year.
  9. ^ Lucas, Robert (2003). "The Industrial Revolution Past and Future". Arkiveret fra originalen 16. maj 2008. Hentet 8. oktober 2009. [consider] annual growth rates of 2.4 percent for the first 60 years of the 20th century, of 1 percent for the entire 19th century, of one-third of 1 percent for the 18th century

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search