Ernest Rutherford

Ernest Rutherford
Personlig information
Født	30. august 1871 Spring Grove, New Zealand
Død	19. oktober 1937 (66 år) Cambridge, Storbritannien
Gravsted	Westminster Abbey
Nationalitet	Engelsk
Bopæl	New Zealand
Far	James Rutherford
Mor	Martha Thompson
Ægtefælle	Mary Georgina Rutherford (fra 1900)
Barn	Eileen Mary Rutherford
Familie	Ralph H. Fowler (svigersøn)
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Nelson College, Trinity College, University of Cambridge, Universitet i Canterbury
Elev af	Joseph John Thomson
Medlem af	Royal Society (fra 1903), Académie des sciences, Kungliga Vetenskapsakademien, Sovjetunionens videnskabsakademi, Det Kongelige Nederlandske Videnskabsakademi med flere
Beskæftigelse	Professor, universitetsunderviser, kernefysiker, fysiker, kemiker, politiker
Fagområde	Radioaktivitet, kemi, fysik, kernefysik
Deltog i	Første Congrés Solvay, Tredje Congrés Solvay
Arbejdsgiver	Cavendish-laboratoriet (1919-1937), McGill Universitet (1898-1907), Manchester Universitet, Victoria University of Manchester (1907-1919)
Elever	Frederick Soddy, Charles Galton Darwin, Edward Victor Appleton, Pjotr Kapitsa, Ernest Walton med flere
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Bakerian Lecture (1904, 1920), Honorary Fellow of the Royal Society Te Apārangi (fra 1919), æresdoktor ved Sorbonne (1925), Elliott Cresson-medaljen (1910), Faraday Medalje (1930) med flere
Nobelpris	Kemi 1908
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Sir Ernest Rutherford (født 30. august 1871, død 19. oktober 1937) var en engelsk atomfysiker. Modtog Nobelprisen i kemi i 1908.

Rutherford blev født i New Zealand. Efter at have fået sin universitetsgrad fra Canterbury Universitet, rejste han i 1895 til England for at fortsætte sine studier ved Cavendish Laboratoriet ved Cambridge Universitet. Her opdagede han og navngav alfastråling og betastråling.

I 1898 blev Rutherford ansat som professor i fysik på McGill Universitetet i Canada hvor han viste at radioaktivitet var den spontane spaltning af atomer. Dette arbejde gav ham Nobelprisen i kemi i 1908. Han bemærkede at en prøve af radioaktivt materiale altid brugte den samme tid om at halvere sin aktivitet – prøvens halveringstid. Han brugte denne observation til at bestemme Jordens alder. Den var meget højere end det, de fleste daværende forskere forventede.

I 1907 blev han ansat som professor i fysik på University of Manchester. Der opdagede han atomkernen ved at beskyde et guldfolie med alfastråling og blev den første succesfulde alkymist: han omdannede kvælstof til ilt. Mens han arbejdede med Niels Bohr (som fandt ud af at elektroner bevæger sig i bestemte baner), spekulerede Rutherford over muligheden for eksistensen af neutroner, som kunne neutralisere protonernes positive ladning og forhindre atomet i at eksplodere.

I 1917 vendte han tilbage som chef for Cavendish Laboratoriet. Under hans ledelse modtog James Chadwick Nobelprisen for opdagelsen af neutronen, John Cockcroft og Thomas Walton modtog den for at splitte atomet med en partikelaccelerator og Edward Victor Appleton for at påvise eksistensen af ionosfæren.

Grundstoffet rutherfordium er opkaldt efter ham.