Felteffekttransistor

For alternative betydninger, se FET.

En felteffekttransistorer (FET) er en af flere transistortyper, som er elektriske komponenter indlejret i en mikrochip og pakket ind i et hus med typisk tre eller fire tilledninger (også kaldet ben). Deres formål i næsten al elektronik er at forstærke elektriske signaler (analog styring) eller fungere som en elektrisk kontakt (digital styring).

FET anvendes i dag (2004) stort set i alle digitale kredsløb; digitale ure, frekvenstællere, computere, hukommelseskredse (RAM, ROM) og CPUer – indlejret i integrerede kredsløb. Grunden til FETs store udbredelse i dag er, at digitale kredsløb baseret på FETs kun bruger energi i selve skifteøjeblikket. Det betyder at digitale kredsløb baseret på FETs bruger energi proportionalt med taktgiverens frekvens.

I dag er FET stærkt udbredt i effektelektronik som f.eks. SMPS (f.eks. vekselrettere), elmotor-kommutering, udgangsforstærkere, radiosendere, fjernsyn.

Frem til midten af 1970'erne havde FETten en nichetilværelse, da datidens FETs havde større parameterspredning og var dyrere. Dengang var nicherne anvendelser, hvor det var ønskeligt med en høj indgangs-impedans. F.eks. måleapparaters første forstærkertrin i:

• oscilloskop-indgange.
• multimetre
• operationsforstærkere (f.eks. med typenumrene: CA3130, CA3140, LF356, LF357, NE5534A...)
  • Lavstrøms: (f.eks. med typenumrene: TLC271, TS271, LPC661...)