Havekunstens historie

Ved behandling af havekunstens historie kan man følge to retninger, den arkitektoniske og den landskabelige, som har visse formål og visse materialer tilfælles, men de er i kunstnerisk henseende grundforskellige i deres inderste princip.^[1]

Den ene skabes som arkitekturen efter den menneskelige tankes lovmæssighed, den anden efter naturens lovmæssighed. Den almindelige sammenfatten af de to arter til en fælles kunstart har afstedkommet megen forvirring; ikke mindst har den inddelende æstetik af den grund haft vanskeligheder ved at placere havekunsten passende mellem de skønne kunster. I nedenstående kortfattede oversigt over den europæiske haves udvikling er derfor hver art behandlet for sig.

1. ^ C.Th. Sørensen kommenterer denne opdeling i sin bog Europas havekunst, 1959 s. 5ff. Sørensen mener det ville være klarere at inddele havekunstens værker i egentlige haver og stiliserede landskabsformer :
   Haven er grostedet, begrebets simple urform. De stiliserede landskabsformer opdeles så i fire hovedgrupper med vandingsanlægget som det ældste; han bruger gamle nationale navne og kalder dette for "spansk", fx Cordobas og Sevillas orangegårde. En stiliseret bjergbæk kaldes for "italiensk" med Villa d'Este som eksempel. Som "fransk" kaldes Le Notres stiliserede flodlandskaber, fx haven ved Versailles. Endelig kaldes det stiliserede bakkelandskab for "engelsk".