Herman Wilhelm Bissen

Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra en gammel udgave af Dansk Biografisk Leksikon, og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes. Se artiklens diskussionsside eller historik (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Der er flere personer med dette navn, se Bissen.

Herman Wilhelm Bissen Den dansk guldalder
Personlig information
Født	13. oktober 1798 Slesvig by, Slesvig-Holsten, Tyskland
Død	10. marts 1868 (69 år) København, Danmark
Gravsted	Assistens Kirkegård
Børn	Vilhelm Bissen, Rudolf Bissen
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Det Kongelige Danske Kunstakademi
Beskæftigelse	Billedhugger
Fagområde	Skulpturkunst
Arbejdsgiver	Det Kongelige Danske Kunstakademi
Arbejdssted	København, Rom
Elever	Christian Carl Magnussen, Johannes Hoffmann, David Jacobsen, H.F. Funch, Johan Frederik Busch
Kendte værker	Landsoldaten, Frederik VI, Istedløven
Bevægelse	Den danske guldalder
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Ridder af Dannebrog (1841), Dannebrogordenens Hæderstegn (1860)
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Herman Wilhelm Bissen (13. oktober 1798 i Slesvig by – 10. marts 1868 i København) var dansk billedhugger.

Hans hovedværker: Den tapre Landsoldat står i Fredericia, Frederik 6. står i Frederiksberg Have og Istedløven, der står på kirkegården i Flensborg.^[1]

Vilhelm Bissen var et barn fra grænselinjen mellem dansk og tysk i Sønderjylland, ja, linjen var endog draget midt igennem hans familie. Faderen, Christian Gottlieb Vilhelm Bissen, var holstener, moren, Anna Margrethe Dorothea født Elfendehl, var fra den dansktalende del af Sønderjylland; indbyrdes talte forældrene plattysk. Forældrene boede i Slesvig by ved Vilhelms fødsel; et års tid senere købte faren en landejendom i Angel, hvor sproget den gang mest var dansk; her boede Vilhelm til han fyldte fjorten. Hans udtale af det danske modersmål bevarede hele livet igennem et stærkt sønderjysk tonefald; han var påfaldende nordisk: hår og skæg rødligblond, øjnene lyseblå og meget skarpe. Som ældre mindede han om forestillingen om Odin.

Som barn og ung var han meget lidt støjende. Regelmæssig undervisning fik han ikke; dog var han lærelysten og især ivrig til at samle planter og insekter; overhovedet var blikket for det ejendommelige ved de forskellige levende væseners – dyrearters og menneskelige individers – adfærd en meget fremherskende evne hos ham gennem hele hans liv. Han røbede tidligt evner til tegning og modellering og opmuntredes dertil af sin mor, som han i det hele slægtede på. 1812 flyttede familien igen til Slesvig by, her sattes han i borgerskole og skulle efter konfirmationen 1815 i snedkerlære. Men hans kunstneriske anlæg havde vakt opmærksomhed hos nogle venner af familien, som sammenskød en lille sum, for at han kunne komme til København og uddanne sig til maler (november 1816). Han var flittig på Kunstakademiet men fandt ikke smag for København og vendte 1818 tilbage til hjemmet med den tanke at gå til Tyskland. Men medens han opholdt sig i Slesvig, fik byen netop besøg af prins Christian (senere kong Christian 8.); provst Callisen greb lejligheden til at tale Bissens sag; han blev også forestillet, og prinsen lovede ham en understøttelse, imod at han atter gik til København og fortsatte sin uddannelse der.

I slutningen af 1818 arbejdede han igen på Akademiet; desuden tegnede og malede han portrætter for erhvervs skyld, udførte endog et historisk maleri (Axel og Valborg). Men han havde lige så megen lyst til modellering og opmuntredes deri af professor J.L. Lund. Et ganske lille tilfælde hjalp ham til at træffe valget mellem de to kunstarter. Da han skulle konkurrere til den lille guldmedalje, var han endnu aldeles tvivlrådig, om han skulle gøre det som maler eller som billedhugger. Til skitsekonkursen mødte han derfor med redskaber både til maling og modellering, i det han ville træffe sit valg, alt eftersom den opgave, der blev stillet, og som var den samme for begge kunstarter, forekom ham at egne sig bedst for den ene eller den anden af dem. Opgaven lød: ”Jacobs Sønner vise Faderen Josefs blodige Kjortel”. Bissen var derefter lige nær: Emnet syntes ham lige vel egnet for et relief og for et maleri. Han står uvis og rådvild, tilfældigvis med farvespatelen i hånden; fordybet i sin tvivl trykker og bøjer han dens elastiske spids mod bordpladen – den knækker, og valget er afgjort, fordi han ikke kan indlade sig på at male uden spatel. Hans valg af billedhuggerkunsten kom til at gælde for hele livet. For sit relief af Jacobs sønner fik han den lille guldmedalje 1821. I de følgende to år udfører han en lille statue over et græsk emne (Orfeus), gør tegninger af nordisk mytologi og, efter offentlig bestilling, til Slotskirkens indre dekoration 4 relieffer af bibelske emner og nogle dekorative englefigurer.

1. ^ nyhed fra tvsyd