Il viaggio a Reims

Il viaggio a Reims, ossia L'albergo del Giglio d'oro er en opera med betegnelsen dramma giocoso i én akt af Gioachino Rossini til en italiensk libretto af Luigi Balocchi, som delvist er baseret på Corinne ou l'Italie af Mme de Staël.

Rossinis sidste opera på italiensk (alle hans senere værker var på fransk) fik premiere under titlen Le voyage à Reims, ou l'Hôtel du Lys-d'Or. Den blev bestilt for at fejre kroningen af den franske kong Charles X i Reims i 1825 og har været hyldet som en af Rossinis fineste kompositioner. Operaen er krævende at opføre med dens behov for 14 solister (tre sopraner, en alt, to tenorer, fire barytoner og fire basser). Ved premieren blev den opført med datidens mest feterede sangere.

Da operaen var skrevet til en bestemt lejlighed og fortalte historien om netop en række europæiske aristokrater og officerer – og en digterinde – der var på vej for at deltage i de franske kroningsfestligheder, havde Rossini aldrig tænkt, at den skulle få et liv ud over de få forestillinger i Paris. Han genbrugte senere omtrent halvdelen af musikken i Le Comte Ory.

Ouverturen er typisk for Rossinis musik i den store stil og optræder senere som ballet i Le siège de Corinthe (1826). Den blev dog ikke blev spillet ved premieren i 1825 på Il viaggio a Reims, men den er siden blevet en fast bestanddel af det klassiske repertoire på koncertscenen. Den er hyppigt indspillet og høres ofte i dag, selvom den til tider ikke medtages i nyere indspilninger af operaen.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search