Ironi

Ironi (af græsk eironeia ‘forstillelse’, ‘spot’ af eiron ‘hykler’)^[1] er en særlig måde at udtrykke sig på, hvor en person siger det modsatte af, hvad han eller hun mener. Ironien kan f.eks. bruges til at lave sjov eller til at demonstrere uholdbarheden af et synspunkt på en måde, der virker mindre aggressiv.

I ironien er der et mismatch mellem påstanden, personen og konteksten. Det kan f.eks. være et mismatch mellem personens velkendte holdninger og det han/hun siger. Ofte sørger afsenderen bevidst for et tegn i kommunikationen, så modtageren kan forstå, at det ikke oprigtigt ment. I den tvetydige kommunikation er ofte en udfordringen for modtageren. Hvis det, der bliver sagt, ikke stemmer overens med kropssproget eller tonen, så er det modtagerens opgave at afkode betydningen. Det kan f.eks. et blink med øjet og et skævt smil, mens afsenderen siger "Om en måned bliver du hurtigere end verdensmesteren!". Ironien virker efter hensigten, hvis modtageren er i stand til at gennemskue den. Her er den fælles kultur ofte central.

Nogle af de ironiske virkemidler er:

• Overdrivelse, hvor han beskriver så vidtrækkende følger (fordele eller ulemper) af et synspunkt eller en handling, at det efterhånden viser modparten, at holdningen eller handlingen faktisk ikke er så betydningsfuld.
• Underdrivelse, som er den modsatte virkning, hvor et vidtfavnende begreb snævres ind til det allermest ligegyldige indhold og viser, at det er langt mere betydningsfuldt.
• Selvmodsigelse, hvor ironikeren først ytrer ét, og så mere eller mindre åbenlyst ytrer det modsatte.
• Åbenlys usandhed, hvor situationen klart står i modsætning til en given ytring, således at ytringen først virker absurd, indtil det indses, at ironikeren mener det modsatte.

1. ^ ironi | lex.dk – Gyldendals Teaterleksikon