Jazzhus Montmartre

Jazzhus Montmartre
For alternative betydninger, se Montmartre (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Montmartre)

Jazzhus Montmartre, det tidligere Montmartre, som lå i Store Regnegade i det indre København, var fra 1959 til 1976 et centrum for den moderne jazz i Europa og placerede med en række af jazzens mest prominente musikere på scenen København på jazzens verdenskort. Fra 1976 holdt Montmartre til i Nørregade 41 og ændrede gradvist musikprofil frem til 1989. Efter flere forskellige ejere, bl.a. sangerinden Anne Linnet, lukkede Montmartre i januar 1995.

I maj 2010 genåbnede jazzpianist Niels Lan Doky og mediemand og iværksætter Rune Bech Jazzhus Montmartre på den oprindelige adresse i Store Regnegade 19A som en selvejende non-profit kulturinstitution med fokus på "jazz af verdensklasse".[1] Ved åbningen formulerede man et charter for huset, som bl.a. taler om, at “skabe en af verdens bedste jazzscener og give København og Danmark en ny kulturinstitution af international klasse”. Man vil også “præsentere nye uomtvistelige talenter med internationalt format”.[2]

Tidligere direktør for Det Kongelige Teater og mangeårig bestyrelsesformand for Danmarks Radio, Michael Christiansen, tiltrådte i 2010 som ulønnet bestyrelsesformand for Fonden, som driver Montmartre.[3]

Efter ni måneder ophørte Niels Lan Doky som musikchef, med Rune Bech som fortsættende direktør og medlem af fondens bestyrelse.[4] Samtidig nedsatte man et kunstnerisk råd med saxofonisten Benjamin Koppel i spidsen, der drev Montmartres kunstneriske profil frem til juli 2011.[4] Herefter overtog Christian Brorsen som musikchef i en årrække. I efteråret 2016 ansatte bestyrelsen den svenske jazzpianist og chef for Ystad Jazzfestival Jan Lundgren som kunstnerisk leder.[5] Det kunstneriske råd for Montmartre består ud over stifter og direktør Rune Bech, samt musikchef Jan Lundgren af trommeslager Alex Riel, saxofonist Benjamin Koppel, sangerinde Sinne Eeg, bassist Lars Danielsson, bassist Jonathan Bremer og trommeslager Morten Lund.[6]

I 2020 blev det meldt ud, at Montmartre ville lukke efter store økonomiske tab som følge af coronaviruspandemien henover foråret og sommeren dette år.[7] Men en redningsaktion med en donation fra en ukendt person sikrede sammen med bevillinger fra Københavns Kommune grundlaget for en fireårig redningsplan fra 2021-2025. [8]

Montmartre omtales i flere internationale medier som værende en af Europas førende jazzklubber, bl.a. har den britiske avis The Guardian kåret Montmartre som en af Europas ti bedste klubber[9]. Amerikanske New York Times har inkluderet Montmartre på sin liste over steder, man skal besøge, selvom man kun har 36 timer i København, og klubben omtales ofte som rangererende på verdensplan på niveau med Blue Note, Village Vanguard og Birdland i New York.[10] Med sin intime størrelse og lokalets historie, er Montmartre fortsat et sted, der besøges flittigt af jazzens største navne fra ind- og udland.

Ud over koncerter på højt niveau, kan man også spise i Montmartre før koncerterne. En række restauratører har på skift stået for køkkenet i Montmartre; først i 2010 den italienske restaurant Era Ora. Siden bl.a. kokken Rasmus Bo Bojesen.[5] I modsætning til mange klubber i udlandet tillades spisning kun før og ikke under koncerterne, da fokus er på musikken og den kunstneriske oplevelse.

Montmartre's ry internationalt skyldes især, at København i 1960'erne og 1970'erne især tiltrak en lang række amerikanske jazzmusikere, der i Danmark fandt et pusterum fjernt fra den hverdag, de kendte i USA med racisme og dårlige arbejdsforhold. Blandt de mange legendariske amerikanske musikere, der optrådte på Jazzhus Montmartre i disse år, var Dexter Gordon, Ben Webster, Stan Getz, Bud Powell, Kenny Drew og Oscar Pettiford. Flere af musikerne bosatte sig i Danmark og fik en betydende indflydelse på udviklingen af den danske jazzscene.

  1. ^ Legendarisk jazzhus genopstår
  2. ^ "jazzhusmontmartre.dk". Arkiveret fra originalen 10. november 2017. Hentet 9. november 2017.
  3. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 10. november 2017. Hentet 9. november 2017.
  4. ^ a b Seks tunge jazzmænd overtager spillested
  5. ^ a b Montmarthe lever videre - nu som jazzhus og frokostrestaurant
  6. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 10. november 2017. Hentet 9. november 2017.
  7. ^ Legendarisk spillested aflyser alt og fyrer direktøren: 'Vi havde håbet på en større hjælpepakke'. DR. Hentet 4/9-2020
  8. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 30. april 2021. Hentet 30. april 2021.
  9. ^ 10 of the best jazz clubs in Europe | Bars, pubs and clubs | The Guardian
  10. ^ http://www.nytimes.com/2010/07/11/travel/11hours.html

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search