Judas Iskariot

Judas Iskariot er en af Jesu tolv apostle, der ca. år 33 forrådte Jesus ved at udpege ham for de romerske myndigheder. Biblen fortæller dels, at han hængte sig (Matt. 27,5), dels at han "styrtede ned og brast itu, og alle hans indvolde væltede ud" (ApG. 1,18). Judas indtager en fremtrædende rolle i det apokryfe Judasevangelium, hvor han fremhæves som den eneste, der virkelig forstod Jesu budskab.

Judas Iskariot har i tidernes løb stimuleret fantasien og været ophav til digtning, billedkunst og megen folkelig fortælling. Mange forfattere har med fantasiens hjælp søgt at finde motivet for hans handling. I kunsten afbildes Judas ofte klædt i gult – farven, der symboliserer fejhed og forræderi. Hans handling minder om 41. salme, hvori står: "Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig." ^[1]

Navnet "Judas" er en græsk udgave af det hebræiske navn Juda. Der er sat spørgsmålstegn ved, om forræderen hed Judas. Navnet kan være valgt for at associere til jøderne som helhed, som jo "forrådte" Jesus ved ikke at acceptere ham som frelseren Messias. Det kan være hentet fra Første Mosebog, hvor Judas er en af Jakobs tolv sønner og stamfar til en af Israels tolv stammer. Judas forråder sin bror Josef for penge og lyver om, at han er død. Josef "genopstår", da han vender tilbage og sidder ved faraos side som dommer over folket. Jesus var angiveligt af Josefs stamme. Navnet kan også være hentet fra midrash-traditionen, hvor Jakobs søn Judas forråder sin bror Josef og sælger ham for penge. I begge tilfælde belønnes forræderiet med sølvmønter. Jesu tolv udvalgte disciple repræsenterede Israels tolv stammer. Man må dog rejse spørgsmål om, hvorvidt Jesu følgesvende virkelig ville se sig tjent med at finde på en historie, der bragte skam over deres bevægelse. Det nærmeste, vi kommer sandheden, er at et internt svig førte til Jesu død, og at en af Jesu tolv udvalgte forsvandt fra bevægelsen. ^[2]

"Iskariot" kan betyde "manden fra Kerijjot" (en by i Judæa), eller det kan være en forvanskning af det latinske sicarius ("knivstikker") – sikarierne var en jødisk modstandsbevægelse, der forsøgte at drive romerne ud af Judæa. Denne tolkning er problematisk, da sikarierne først dannedes i 40'erne eller 50'erne e.Kr.

Et reb, som opbevares i en kirke i Rom, siges at være en del af det, hvormed Judas hængte sig.

"Judas" bruges i dag ofte som et udtryk om folk, der stikker eller falder tidligere fæller i ryggen.

1. ^ Salmernes Bog, Bibelen fra 1931
2. ^ Jonas Gardell: Om Jesus (s. 238-9), forlaget Tiden, Oslo 2009, ISBN 978-82-10-05080-0