Jydsk Telefon A/S (fork. JTAS) var et dansk teleselskab, der frem til etableringen af Tele Danmark i 1992 leverede telefonitjenester til Jylland, dog eksklusiv Sønderjylland, der blev serviceret af Tele Sønderjylland. Det var landets næststørste teleselskab, kun overgået af KTAS, og beskæftigede ved etableringen af Tele Danmark ca. 5.000 ansatte. Omsætningen var i 1977 888 mio. kr.[1]
Virksomheden blev grundlagt i 1895 som Jydsk Telefon-Aktieselskab, der var en fusion af 17 private jyske telefonselskaber. Staten overtog majoriteten i selskabet i 1942. Selskabet indgik i Tele Danmark sammen med landets øvrige regionale teleselskaber i 1992. Jydsk Telefon havde hovedsæde i Slet ved Århus (opført af Friis og Moltke, 1970-1979).[2] Bygningerne blev senere anvendt til Tele Danmarks forlagsaktiviteter (De Gule Sider) samt en del af den øvrige administration.
© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search