Konkordieformlen

Konkordieformlen (latin Formula concordiae "opskrift på enighed") fra 1577 er den sidste lutherske bekendelse og blev til på foranledning af kurfyrst August af Sachsen (1553–1586, som var gift med Anna datter af Christian 3.).
Skriftet afslutter de lutherske lærestridigheder efter Martin Luthers død i 1546 og indleder ortodoksiens periode: den lutherske ortodoksi, som for alvor skulle sætte sig igennem fra begyndelsen af 1600-tallet og varede, indtil et mere personligt og inderligt fromhedsideal blev dominerende med pietismen i slutningen af århundredet.

Den omfatter 12 artikler og forsøger at bringe et kompromis i stand mellem dem, der især havde fulgt Philipp Melanchthons mere humanistiske linje – kaldet filippisterne, og tilhængerne af den sande lutherdom, de såkaldte gnesio-lutheranere, der havde en strengere biblicisme støttet af en bestemt udformet lære om skriftens verbalinspiration.

Konkordieformlen er ikke en del af den danske folkekirkes bekendelsesgrundlag.

I Danmark ville man ikke rokke ved traditionen fra Christian 3.'s tid, men opretholde "den rene lære og enighed". Kongen, Frederik 2. var blevet så urolig ved den megen diskussion om den rette arv fra Luther, at han helt forbød nogen i landet at have et eksemplar af den bog, Konkordiebogen, som Konkordieformlen kom til at indgå i fra 1580.

For at fremgå som det gode eksempel kastede kongen sine egne smukke bind på "en god skorstensild". (Kornerup i Koch 1959, s. 152)