Kyndelmisse

Kyndelmisse er en lysfest.

Kyndelmisse (eller Mariæ renselsesdag) er en gammel kristen helligdag den 2. februar. Dagen blev kaldt for Kjørmes Knud. Kyndelmisse kommer af det gammeldanske ord kyndel 'fakkel, blus', afledt af kynde 'tænde', og af misse 'messe'. Udtrykket er dannet efter det latinske udtryk missa candelarum 'lysenes messe', som var den ceremoni, hvor kirkelysene blev indviet.[1] Et andet ord for lysmesse var kermesse, og heraf kom kørmes og kjørmes, som var en folkelig betegnelse for kyndelmisse.[2] Det er den dag, halvdelen af vinteren er gået, hvilket også ligger til grund for vendingen om at, kyndelmisse slår sin knude. I den katolske kirke fejres dagen med en stor lysmesse, hvor de lys som skal bruges i det kommende år velsignes.

Kyndelmisse ligger 40 dage efter Jesu fødsel, og hans mor Jomfru Maria kunne fremstilles i templet,[3] så hun kunne gennemgå den traditionelle renselse. Lysfesten er ikke helligdag i Danmark.

Med helligdagsreformen af 1770 blev kyndelmisse afskaffet sammen med 10 andre helligdage som 3. juledag, 3. påskedag, Sankt Hans Dag og Vor Frue Dag. Selv om kyndelmisse i over 250 år ikke har haft status som helligdag, er der en tendens til, at kirker markerer dagen med særlige lysgudstjenester og dåb af kommende konfirmander. Ved kyndelmisse afholdtes kjørmes-gilder, sammenskudsgilder med kraftig suppe, pandekager med øl og brændevin eller stuvet hvidkål med flæsk og pølse.

Mange traditioner og varsler er knyttet til kyndelmisse. Frugttræer piskes med ris, og rituelle pløjninger skulle sikre en god høst. Flæsk skulle spises for at forhindre hunger, og vejret på dagen varslede forårets komme: hvis det blæser så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden så vil foråret snart være på vej. Og Kjørmes tø er så godt som 100 læs hø. En tommelfingerregel siger, at bonden skulle have halvdelen af foderet til dyrene tilbage, da dyrene først kunne komme på græs i maj måned.

  1. ^ Stenbæk, Jørgen; Kofod, Else Marie: artiklen "kyndelmisse" i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 4. februar 2022.
  2. ^ Historisk mad: Kyndelmisse og pandekager. Nationalmuseets hjemmeside, besøgt 1. februar 2021.
  3. ^ Lukas 2,22-40

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search