Laryngalteorien

Laryngalteorin er en sproghistorisk teori om det indoeuropæiske ursprog, som første gang blev formuleret af den schweiziske lingvist Ferdinand de Saussure i 1878.^[1] Den beskriver et antal hypotetiske konsonanter, også kaldet laryngaler, som fandtes i ursproget, men som med få undtagelser ikke er bevaret i de indoeuropæiske dattersprog. Nutidige sproghistorikere antager almindeligvis, at der fandtes tre laryngaler, som plejer at betegnes *h₁, *h₂ og *h₃.^[2] Det er ikke kendt, andet end i meget grove træk, hvordan konsonanterne udtaledes, og ordet laryngal, som også har betydningen glottal konsonant, anvendes hovedsageligt af historiske grunde.^[3]

1. ^ Clackson (2007), s. 54
2. ^ Trask (2000), s. 186
3. ^ Ringe (2006), s. 9