Maglemosekultur

Maglemosekultur
Ornamenteret kølle (urokseknoglen fra Ryemarksgård, Jystrup Sogn), der antagelig viser en jægerfamilie bestående af to mænd og tre kvinder.[1]
RegionEuropa
PeriodeFra ca. 9.000 f.Kr.
Til ca. 6.000 f.Kr
Foregående kulturAhrensburgkulturen
Ŝwidrykulturen
Efterfølgende kulturKongemosekulturen

Maglemosekulturen er den skovjægerkultur, der i jægerstenalderens ældre del (ca. 9.000 f.Kr.[2] – ca. 6.400 f.Kr.[3]), udøvedes i det nordvestlige europæiske lavland, da afsmeltningen af indlandsisen i det sydlige Skandinavien var afsluttet, og afsmeltningen i de nordlige dele af den skandinaviske halvø blev fuldendt. Maglemosetiden underinddeles

  • i tidlig Maglemosetid (ca. 9.000 f.Kr. – ca. 7.800 f.Kr.),
  • mellemste Maglemosetid (ca. 7.800 f.Kr. – ca. 7.000 f.Kr.) og
  • sen Maglemosetid (ca. 7.000 f.Kr. – ca. 6.400 f.Kr.)

efter formen på de mikrolitter, der indgik i fangstredskaberne: i tidlig Maglemosetid var lancetformede mikrolitter enerådende, i mellemste Maglemosetid blev de suppleret med ligebenede trekantmikrolitter, i sen Maglemosetid var brede trekanter med svajede kortsider fremherskende, mens lancetmikrolitterne forsvandt.[4] Maglemosekulturen kendetegnedes af store forandringer såvel i klima som i levevilkår for planter, dyr og mennesker. Den er kendetegnet ved, at klima- og plantebælter løbende forskubbedes nordover. I klimatisk henseende rækker maglemosetiden fra den præboreale tid over den boreale periode til begyndelsen af atlantisk tid.[5]

Maglemosekulturen er opkaldt efter fundstedet Maglemose ved Mullerup i Vestsjælland. Dette fundsted blev udgravet af Georg Sarauw i 1900.[6]

Maglemosekulturen afløstes af Kongemosekulturen.

  1. ^ Jensen (1988), s. 51
  2. ^ Jensen (2001), s. 94
  3. ^ Jensen (2001), s. 85
  4. ^ Jensen (2001), s. 58
  5. ^ Jensen (2001), s. 136
  6. ^ Jensen (1988), s. 54

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search