Marsk

Denne artikel handler om biotopen marsk. For marsk som titel på hærfører, se rigsmarsk

En marsk er i økologien en biotop, der danner randzone mellem et fladvandet hav og fast land.

Ordet marsk hedder på gammeldansk mersk, vestjysk mærsk, oldnordfrisisk mersk og på mnty. mersch.^[1]

Marsk betegner de lavtliggende, frugtbare landstrækninger med lerbund ved Vesterhavets kyster i modsætning til den højere liggende, mindre frugtbare gest med jordbund af morænesand eller glacialt flodsand. Lerbunden skyldes stadige oversvømmelser af de lavtliggende strækninger. Vandet medfører lerpartikler af uorganisk og organisk oprindelse (slik eller klæg), som bundfældes og efterhånden ophober sig til et mere eller mindre tykt lerlag. Dannelsen af lerstrand er ikke noget særegent for marsken, men foregår mange andre steder, men i mindre stil, fx i rolige vige og steder, hvor hverken bølgegang eller strøm er stærk nok til at hindre tæt plantevækst. Planterne bremser nemlig vandets afløb og skaber rolige forhold, hvilket fremmer bundfældningen. Ved Vesterhavets kyster sker en særligt effektiv dannelse af marsk. Årsagen er det stærke tidevand, hvor der sker en daglig tilførsel af sediment. Også i flodmundingerne finder der marskdannelse sted, så langt, som tidevandet når. Det ses eksempelvis langs Elben, Weser og Rhinen.

1. ^ Ord og sag 12, Institut for jysk sprog- og kulturforskning Aarhus universitet – 1992 Arkiveret 9. juni 2007 hos Wayback Machine ISSN 0108-8025