McMahon-Hussein-korrespondancen

McMahon-Hussein-korrespondancen^[a] er en række breve, der blev udvekslet under 1. verdenskrig, hvor den britiske regering gik med til at anerkende arabisk uafhængighed efter krigen i bytte for, at Hussein bin Ali, Sharif af Mekka, igangsatte et arabiske oprør mod Det Osmanniske Rige.^[2][3] Korrespondancen havde en stor indflydelse på situationen i Mellemøsten under og efter krigen, hvoraf en strid om Palæstina fortsat pågår i dag som følge af bl.a. denne korrespondance.^[b]

Korrespondancen er sammensat af ti breve, der blev udvekslet fra juli 1915 til marts 1916^[5] mellem Hussein bin Ali og oberstløjtnant Sir Henry McMahon, den britisk højkommissær i Egypten. Mens der var en vis militær værdi i den arabiske befolknings deltagelse i diverse krigshandlinger, herunder deres lokale viden og kendskab til regionen, var den primære årsag til aftalen at modvirke den osmanniske erklæring om jihad ("hellig krig") mod De Allierede. I denne forbindelse var det specifikt vigtigt for Storbritannien at opretholde støtten fra de 70 millioner muslimer i Britisk Indien (især dem i den indiske hær, der var blevet udstationeret andet steds i den bredere krig).^[6]

I henhold til korrespondancen blev området med arabisk uafhængighed defineret som "inden for de rammer og grænser foreslået af Sharif af Mekka" med undtagelse af de "dele af Syrien", der lå vest for "distrikterne Damaskus, Homs, Hama og Aleppo, da disse ikke kan siges at være rent arabiske og derfor bør udelukkes". Modstridende fortolkninger af denne beskrivelse skabte efterfølgende en stor kontrovers. En særlig tvist, som fortsat er aktuel den dag i dag,^[7] bygger på denne kystudelukkelse (vest for førnævnte distrikter).^[7][c] Således debatteres det forsat om, hvorvidt Palæstina – som ikke nævnes eksplicit i korrespondancen – er omfattet af de områder og grænser, der forslås i korrespondancen.

Efter offentliggørelsen af Balfour-deklarationen fra november 1917 og den efterfølgende lækage af den hemmelige Sykes-Picot-aftale fra 1916, hvori Storbritannien og Frankrig foreslog at splitte og besætte dele af territorierne i Mellemøsten, mente Hussein og andre arabiske ledere, at aftalerne indgået i McMahon-Hussein-korrespondancen var blevet overtrådt. Hussein nægtede efterfølgende at ratificere Versailles-traktaten fra 1919. Som svar på et britisk forslag fra 1921 om at underskrive en traktat, der accepterede mandatsystemet, proklamerede han, at det ikke kunne forventes, at han anbragte "sit navn på et dokument, der tildeler Palæstina til zionisterne og Syrien til udlændinge".^[9] Et yderligere forsøg fra briterne på at nå en traktat mislykkedes i 1923-24, og forhandlingerne blev suspenderet i marts 1924.^[10] Inden for seks måneder trak briterne deres støtte tilbage til fordel for deres arabiske allierede Ibn Saud, som fortsatte med at erobre Husseins rige.^[11]

Korrespondancen "hjemsøgte anglo-arabiske forbindelser" i mange årtier herefter.^[5] I januar 1923 blev uofficielle uddrag offentliggjort af Joseph N. M. Jeffries i Daily Mail^[3] og kopier af brevene blev cirkuleret i den arabiske presse.^[d] Uddrag blev offentliggjort i 1937 i Peel-kommissionens rapport^[13] og korrespondancen blev offentliggjort i sin helhed i George Antonius' bog fra 1938 "The Arab Awakening",^[1] hvorefter den britiske regering i 1939 ligeledes offentliggjorde brevene.^[14] I 1964 blev yderligere dokumenter afklassificeret.^[15]

1. ^ ^{a b} Antonius 1938, s. 169.
2. ^ Kattan 2009, s. 101.
3. ^ ^{a b} Huneidi 2001, s. 65.
4. ^ Kedouri 2014, s. xiii.
5. ^ ^{a b} Kedouri 2014, s. 3.
6. ^ Paris 2003, s. 19–26.
7. ^ ^{a b} Huneidi 2001, s. 65–70.
8. ^ Mathew 2011, s. 26–42.
9. ^ Mousa 1978, s. 185.
10. ^ Huneidi 2001, s. 71-2.
11. ^ Huneidi 2001, s. 72.
12. ^ Antonius 1938, s. 180.
13. ^ Palestine Royal Commission 1937, s. 16–22 (Chap. II.1).
14. ^ McMahon & bin Ali 1939.
15. ^ Hurewitz 1979, s. 46.

Fodnotefejl: <ref>-tags eksisterer for en gruppe betegnet "lower-alpha", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="lower-alpha"}}, eller et afsluttende </ref>-tag mangler