Mogens Boisen

Mogens Peter Mynster Boisen (født 15. februar 1910 i Viborg, død 22. juni 1987) var en dansk oversætter, oberstløjtnant og leder af Hærens Brevskole.

Han var søn af herredsfuldmægtig, cand.jur. Eivind Mynster Boisen (død 1919) og hustru Ellen f. Tolderlund (død 1969), blev student fra Sorø Akademi 1927, premierløjtnant 1932, oberstløjtnant og chef for 6. bataljon 1951 og til rådighed for hærstaben og chef for Hærens Brevskole 1952. Han tog afsked fra linjen og kom i nr. i reserven 1968.

Diverse tjeneste- og studierejser i udlandet. Forfatter af en række militærvidenskabelige arbejder. Oversættelser, kronikker, essays m. v. Redaktør af Levende Litteratur (s. m. Jørgen Budtz-Jørgensen) 1953-60. Tildelt Det krigsvidenskabelige Selskabs prismedalje i 1939 for en strategisk afhandling, Hegel-prisen 1967, Dansk Oversætterforbunds ærespris 1972 samt et antal legater. Han var Ridder af 1. grad af Dannebrog.

Han var gift med Elena f. Stoiloff, f. 13. februar 1924 i Rom, datter af kgl. bulgarsk gesandt S. Stoiloff (død 1941) og hustru Nadja f. Zenoff.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search