Provisorietiden

Provisorietiden (fr. provisoire; foreløbig, midlertidig) er en betegnelse for årene 1885-1894, hvor Højre-regeringerne under konseilspræsident (statsminister) J.B.S. Estrup gennemførte provisoriske, dvs. foreløbige, finanslove på trods af at folketingsflertallet bestående af Venstre var imod dem. Der var således tale om, at landet blev styret via dekreter, baseret på kongen Christian 9.s hævd på sin ret til at udpege ministre på trods af folketingsflertallet. Venstres modsvar var visnepolitikken. Den politiske konflikt kendes som forfatningskampen. Ud over Estrup var nøglepersonerne fra Højre krigsminister J.J. Bahnson, indenrigsminister H.P. Ingerslev og justitsminister Johannes Nellemann. Kendte skikkelser i Venstre, der var splittet i Det Folkelige Venstre, Radikale Venstre (1878) og Moderate Venstre, var Christen Berg, Edvard Brandes, Viggo Hørup, Sofus Høgsbro, Ludvig Holstein-Ledreborg og Frede Bojsen.

Den første provisoriske finanslov blev gennemført i 1877, men først fra 1885 var der tale om, at alle finanslovene var provisoriske. Finanslovene sikrede blandt andet bevillinger på 18 mio. kr. til Københavns Befæstning. Midlerne var tilgængelige, fordi visnepolitikken havde oparbejdet store summer i statskassen. Regeringen støttede sig på Grundlovens daværende § 25 om provisoriske love i en nødsituation,^[1] mens Venstre mente, at regeringen groft misbrugte Grundloven.

1. ^ Jens Wendel-Hansen: Provisorieårene 1885-1894. Danmarkshistorien.dk, udgivet af Aarhus Universitet. Sidst redigeret 2. juli 2012, besøgt 8. januar 2020.