Religionsundervisning i Danmark

Religionsundervisning foregår i Danmark i dag blandt andet gennem faget Kristendomskundskab i grundskolen, ved Konfirmandundervisning i samarbejde med skolen og ved religionsundervisning i gymnasiet.

Faget Kristendomskundskab undervises på alle danske grundskoler, undtagen på visse friskoler, der på grund af deres værdigrundlag ikke skal aflægge prøve i dette fag men derimod i et andet humanistisk fag. Det er muligt at fritage sit barn fra Kristendomskundskab hvis man selv vil sørge for barnets religionsundervisning. Før 1975 hed faget kristendomsundervisning og før 1937 hed det Religion.

Der har været kristendomsundervisning i Danmark siden 830. Som følge af reformationen ændrede undervisningen sig markant, blandt andet med indførelsen af Luthers lille Katekismus i 1535. Konfirmationen, der indtil 1909 indeholdte en kundskabsprøve, blev indført af Christian 6. i 1736. Samme konge indførte med skoleforordningen af 1739 almindelig undervisningspligt, der omfattede de luthersk-evangelske grundbegreber samt læsning. Gennem flere århundreder var faget et forkyndende fag, der omhandlede den luthersk-evangelske tro. Først efter en undervisningsvejledning i 1960 skulle elever i kristendomsundervisningen lære om frikirker, sekter fremmede religioner. I 1975 ændrede faget karakter til at blive et ikke-forkyndende fag omhandlende den luthersk-evangelske kristendom; ved fremmede religioner og livsopfattelser skulle skolerne selv bestemme emnet og omfanget. Fra 1989 havde faget karakter som i dag, hvor det i høj grad er et kulturbærende fag, som i de ældre klassetrin omhandler andre religioner.

Konfirmandundervisningen foretages i dag typisk af en præst med elever på syvende eller ottende klassetrin i to ugentlige lektioner indenfor den normale skoletid. I 2019 blev 68,3 procent af alle unge konfirmeret. Konfirmationen forudsætter i dag: dåb, mindst 48 timers konfirmandforberedelse samt en elementær fortrolighed med den kristne tro og folkekirkens gudstjeneste.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search