Salafisme

Denne artikel omhandler en islamisk bevægelse. Se Salaf om gruppen af tidlige muslimer

Salafisme (Arabisk: سلفي "forgængere" eller "tidlige generationer") er et generisk udtryk, som betegner en ortodoks og fundamentalistisk sunni-muslimsk retning, der fremhæver de fromme forgængere (Salaf) fra den tidlige islams patriarkalske periode som eksemplariske forbilleder[1]. Salafister anser de første tre generationer af muslimer, dvs. Muhammeds samtidige og de to generationer efter ham, Tabi‘in og Taba‘ at-Tabi‘in, som rollemodeller for hvorledes islam burde forstås og praktiseres. Princippet er afledt af denne hadith af Muhammed:

Citat Folk af min generation er de bedste, dernæst de, som følger efter dem, og så de, der følger efter de sidstnævnte.[2] Citat

Salafismens vigtigste dogme er, at islam var perfekt og fuldkommen på Muhammeds og hans samtidiges tid, men at uønskede ændringer er blevet føjet til i de siden forløbne århundreder på grund af materialistisk og kulturel indflydelse. Den søger derfor at genoplive en praktisering af islam, som i højere grad ligner religionen på Muhammeds tid.[3] Salafismen er også blevet beskrevet som en forenklet version af islam, hvor tilhængerne kun følger få påbud og ritualer.[4]

Den salafistiske lære betegnes ofte som "wahhabisme", men salafister forkaster sædvanligvis dette udtryk, dels fordi det anses for at være nedsættende og dels fordi ingen tidligere tilhængere af salafismen har betegnet sig således. Typisk benyttede de i stedet udtryk som "Muwahidoon," "Ahle Hadith,"[5] eller "Ahl at-Tawheed." [6]

  1. ^ Ghazali And The Poetics Of Imagination, af Ebrahim Moosa ISBN 0-8078-5612-6 – side 21
  2. ^ Bukhari 3:48:819 og 820 se www.usc.edu og muslim 31:6150 og 6151 se www.usc.edu.
  3. ^ Islamicweb
  4. ^ The Idea of Pakistan af Stephen P. Cohen ISBN 0-8157-1502-1 – side 183
  5. ^ The Muslim World After 9/11 af Angel M. Rabasa, p. 275
  6. ^ GlobalSecurity.org Salafi Islam

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search