Silkevejen

Silkevejen eller Silkeruten er den vigtigste rejserute over land mellem det østlige eurasiske kontinent og det vestlige. Ruten bestod af sammenkoblede ruter gennem Centralasien og Sydasien, der strakte sig i alt over 8.000 km. Ruten blev først og fremmest brugt til at fragte handelsvarer mellem Kina og Middelhavsregionen, og de mest betydningsfulde endestationer for denne handel var i øst Cháng'ān, Kina og Antiokia i Syrien i vest. Den kontinentale silkevej deler sig i en nordlig og en sydlig rute, efter de kommercielle centre i Nordkina. Den nordlige rute gik gennem den bulgarsk-kypcharske zone til Østeuropa og Krim, hvor den fortsatte videre over Sortehavet, Marmarahavet og Balkan til handelscentrene i Vesteuropa. Den sydlige rute gik gennem Turkestan-Khorasan, Iran, Mesopotamien til Antiokia i det sydlige Anatolien. Herfra gik den via Middelhavet eller gennem Levanten til Egypten, Nordafrika og Sydeuropa.

Ruten fik et første opsving omkring år 200, da romerske kejsere ofte modtog silkegaver fra kinesiske herskere, men den fandtes fra oldtiden, da arkæologiske udgravninger har påvist en udveksling af genstande langs denne rute helt fra 6. årtusind f.Kr. Silkevejen bevarede sin store betydning til det 14. århundrede, da Vesten i stigende omfang også selv var i stand til at fremstille silke. Dens indflydelse rakte længere end til Kina og nåede også Korea og Japan. De vigtigste transportformer før moderne tid var karavaner og skibsfart. Efter opdagelsen af søvejen til Indien blev transport via havet gradvist mere almindelig, ligesom angreb på handelskaravaner blev stedse mere generende. I dag er internationale veje og jernbaner anlagt langs de historiske ruter, og de har fortsat stor betydning for samhandelen i regionen.

Silkevejen er en oversættelse fra det tyske Seidenstraße, som blev brugt første gang af den tyske geograf Ferdinand von Richthofen i 19. århundrede.