Styrelse

En styrelse er en enhed i et ministerium, der varetager bestemte fagspecfikke og administrative opgaver under departementets generelle ledelse. En styrelse er synonymt med et direktorat. Direktorat er afledt af latin: director leder.

Direktorater og styrelser er ofte karakteriseret ved at udføre meget specifikke opgaver, der i det daglige ikke nyder stor politisk bevågenhed. Der kan også være tale om opgaver, der ønskes holdt uden for daglig politisk indflydelse, og endelig kan der være tale om statslig kontrol på et bestemt område, f.eks. Konkurrencestyrelsen. Direktoraternes og styrelsernes ansatte er overvejende faglige specialister (f.eks. er der mange læger ansat i Sundhedsstyrelsen) i modsætning til departementernes mange generalistuddannede. Direktoraterne og styrelserne er underlagt departementets ledelse i form af bekendtgørelser og cirkulærer.

Direktorater og styrelser ledes af en direktør og er normalt opdelt i mindre områder med hver deres områdechef.

Grønland har tidligere anvendt betegnelsen direktorat om ministerierne, men bruger nu betegnelsen departement.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search