Christian 9. øverst til venstre administrerede 1866-grundloven i samarbejde med partiet Højre,
Frederik 8. øverst til højre accepterede Systemskiftet,
Christian 10. øverst i midten forsøgte sig med et mislykket regeringskifte (Påskekrisen),
mens Frederik 9. blev den første, der accepterede kongehusets rolle under et folkestyre.
Systemskiftet fandt sted d. 24. juli 1901 og er betegnelsen for overgangen fra kongevalgte regeringer til regeringer baseret på Folketingets flertal. Den såkaldte folketingsparlamentarisme betød, at det konservative parti Højre, der havde været ved magten siden 1865, måtte overlade regeringsmagten til bondepartiet Venstre. Dette skyldtes Højres markante nederlag ved valget i 1901, som tvang Christian 9. til at anmode konseilspræsidenten Hannibal Sehested om at træde tilbage; i stedet for at pege på folketingsflertallets foretrukne kandidat, J.C. Christensen, valgte kongen at udpege den juridiske professor Johan Henrik Deuntzer som forhandlingsleder.
Selvom parlamentarismen først blev skrevet ind i Grundloven i 1953, var det parlamentariske princip fra 1901 dansk statsskik og fik efterhånden status af en retssædvane og blev dermed en del af forfatningen. Dette betød, at man i Folketinget ikke kunne have et flertal mod sig, hvis man skulle danne regering.[1]
© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search