Thrakere

Thrakere eller trakere (antik græsk Θράκες, græsk thrakes) var en gruppe indoeuropæiske ^(de) stammer, som talte et thrakisk sprog – en knapt dokumenteret gren af den indoeuropæiske sprogfamilie. Disse folk bosatte sig på Balkan i de østlige, centrale og sydlige dele, samt i tilstødende dele af Europa.^[1]

Samlenavnet thrakere var en benævnelse på mere end 50 kendte stammer med nærliggende kultur og sprog i antikken. Herodot siger, at foran skyternes land lå Thrakien ved havet. Anvisninger om thrakernes geografiske udbredelse findes i Iliaden, som er det første historiske dokument om thrakerne: "Akamas førte befalingen sammen med Peiroos over thrakerne, som havde til grænse for sit land Hellespontens strømmende bølger." Thrakerne, som boede i det østlige Balkan foruden Hellas, var yderst gådefulde for grækerne. I henhold til Herodot var de blonde og høje, bondeagtige og blodtørstige krigere. Deres påståede upålidelighed gik igen som faste græske udtryk og ordsprog. "Det thrakiske folk," skriver Herodot, "er næst efter det indiske det mest talrige på jorden. Hvis det blev styret af en eneste mand eller havde været enigt, ville det efter min mening have været uovervindeligt og det mægtigste blandt alle folk. Men noget sådant er umuligt og utænkeligt hos dem. Derfor er de også svage."

1. ^ Christopher Webber, Angus McBride (2001): The Thracians, 700 BC–AD 46. Osprey Publishing. ISBN 1841763292.