Tokharere

Tokharerne var et indoeuropæisk folk, der levede i Tarimbækkenet i Centralasien. Det ligger i dag i den nuværende Xinjiangprovins i Kina. De forsvandt for ca. et tusind år siden, og selv om deres civilisation blev "opdaget" af vestlige forskere for næsten hundrede år siden, er den stadig ret ukendt. I løbet af 1980'erne begyndte man at finde 2000-4000 år gamle og sandsynligvis tokhariske mumier med europæisk udseende i det vestlige Kina, og det har kastet et interessant lys over deres fjerne fortid. Desværre har visse lighedstræk med keltisk kultur (nogle af mumierne var iført dragter med mønstre og vævning som genkendes fra kiltstof) fremkaldt den forkerte opfattelse, at tokharerne skulle stamme fra keltere, der havde slået sig ned i Centralasien.

En nyskrevet artikel (Hemphill and Mallory, 2004) når til følgende konklusioner:

	Denne undersøgelse bekræfter den påstand, som Kangxin Han fremsatte i 1998 om, at indbyggerne i Alwighul og Krorän ikke nedstammer fra protoindoeuropæiske steppefolk, men har tættere tilknytning til mellemøstlige folk. Desuden viser resultaterne, at denne mellemøstlige type også kan findes i Oxus-civilisationens bycentre, som ligger i de nordbaktriske oaser mod vest. Forbindelsen er særligt tydelig mellem Krorän, det seneste af Xinjianfundene, og Sapalli, som er det tidligste af fundene fra Baktrien, mens Alwighul og senere fund fra Baktrien viser fjernere tilknytning. Dette mønster kan muligvis afspejle et større skift i kontakterne mellem Centralasiens regioner i løbet af de første århundreder af det 2. årtusinde f.Kr..

Kineserne har bevaret vigtige vidnesbyrd om tokharerne i deres gamle skrifter, men desværre giver de ikke nogen antydning om tokharernes sprog. Det var først arkæologiske ekspeditioner i begyndelsen af det 20. århundrede, der viste, at de talte indoeuropæiske sprog, som havde afgørende fællestræk med de nuværende, europæiske sprog: Tokharisk har store dele af ordforrådet fælles med germanske og græske sprog. Inden for den sproglige morfologi står tokharisk dog nærmere på den italo-keltiske gren af de indoeuropæiske sprog, men i det store og hele har de tokhariske sprog et meget gammelt præg.

De nævnte ekspeditioner blev foretaget af englænderen Aurel Stein, tyskerne Albert Grünwedel og Albert von Le Coq, franskmanden Paul Pelliot, og af russiske og japanske forskere. De fandt ruiner og klippehuler med et stort antal velbevarede skrifter og genstande fra de tokhariske kulturer i det 1. årtusinde e.Kr.