Valborgsaften

Valborgsaften (på tysk Walpurgisnacht) er aftenen før 1. maj (valborgsdag). Navnet henviser til den engelske nonne Sankt Walpurga (død 779), som var på mission i Frankerriget. Hendes navn er fordansket til Valborg.

På den aften våger man for ikke at blive overlistet af de underjordiske kræfter. Man tænder fx bål på højene. Nogle steder blev majstangen rejst. Den er en høj mast pyntet med kranse, frisk bøgeløv og farvede bånd og er symbol på sommerens frugtbarhed.

Traditionerne går tilbage til førkristen tid, hvor både de keltiske og germanske folk fejrede overgangen fra vinter til sommer på denne aften. Først sent kom forestillingen om en heksesabbat ind i folketroen. I Danmark (især i Jylland) mente man, at heksene red til Tromsø kirke – der regnedes som tæt på grænsen til hedenskabet. I Tyskland var det Bloksbjerg, der var målet for heksene.

Det var også en hedensk skik, at valborgsbålene ikke måtte tændes med almindelig ild, men kun med vild ild. Den kunne kun skaffes på den ældgamle måde: Ved gnidning af to stykker træ mod hinanden. Denne ild benævntes i alle germanske lande med et beslægtet ord (dansk og norsk: nødild, tysk: Notfeuer, engelsk: neidfire eller nedfire). I det mellemsvenske område Dalarna er det endnu skik at springe gennem valborgsbålet.

I Tyskland regnes skikken at stamme fra keltisk tid, hvor man tændte halvårsfesternes hellige bål på samme måde. Kirken blev tidligt opmærksom på denne hedenskab og forbød på kirkemødet år 742 de kristne tyskere at tænde de ugudelige bål, som de kaldte niedfeor (nødild). Tyskerne opgav dog som nordboerne ikke den gamle skik^[1].

1. ^ Endnu i 1950'ernes Østjylland var valborgsbål mindst lige så almindelige som sankthansbål, og på Samsø kendte man kun valborgsblus og slet ikke sankthansbål (meddelt af P.Porse, som er opvokset på Samsø i 1920'erne og 1930'erne)