Vendisk mytologi

Guderne i den vendiske mytologi blev tilbedt i middelalderen af venderne, der levede i det nordlige Tyskland lige syd for Danmark.

Bog betyder "gud" på vendisk (som på andre slaviske sprog), og flere af gudenavnene har derfor dette suffiks. Generelt gælder, at de vendiske guder havde mange hoveder, sandsynligvis fordi de var i stand til at kommunikere på flere planer.^{[kilde mangler]}.

Der havde været mission på de vendiske kyster før de første danske vendertog. Venderne troede, at Den hvide Gud boede i Himlen, men han sørgede kun for det Himmelske. De holdt derfor fast i deres egne guder. Hver stamme dyrkede deres egne guder, hvor de fornemste var kærlighedsgudinden Siva og Radigast. Fra de danske krigstog mod venderne er Saxos mundtlige overlevering bevaret, som giver et levende indblik i vendernes skikke og sæder og i deres gudeverden.

Den danske konge Valdemar I (Knutssøn), der foruden forsvar af Danmark foretog mere end tyve vendertog, så det som sin opgave ikke blot at eliminere venderne som militær trussel, men også at omvende den vendiske befolkning på Rügen til kristendommen. Svantevit blev symbolsk omhuggen og alle afgudstempler veg pladsen for kristne kirker. Øen blev efter vendernes endelige nederlag lagt ind under biskop Absalon og Roskilde Bispestol.