Vikingernes ekspansion

Vikingernes ekspansion var en proces, hvor vikinger fra Skandinavien sejlede over det meste af Nordatlanten, rundt i hele Europa og nåede så langt syd som Nordafrika, mod øst til Rusland, Konstantinopel og Mellemøsten. Under Leif den Lykkelige, der var søn af Erik den Røde, nåede de til Nordamerika, hvor de etablerede en kortlivet bosættelse i det område, som i dag kaldes L'Anse aux Meadows i Newfoundland and Labrador i Canada. Mere permanente og stabile bosættelser blev etableret i Grønland, Island, Færøerne, Storbritannien og Normandiet, hvor Rurik fik tildelt området af landets regent. Perioden varede fra det første beskrevne angreb i 793 på Lindisfarne i England og op i 1200-tallet. Orkney- og Shetlandsøerne var de sidste af vikingernes erobringer, der kom tilbage på skotsk hånd i 1468.

Vikingerne rejste som plyndringsfolk, handlende, bosættere og købmænd. Der er flere teorier om årsagen til vikingernes ekspansion, som inkluderer overbefolkning, mangel på frugtbar jord, hævn for kristendommens ekspansion, nye handelsruter, mangel for muligheder for andre end den førstefødte i familien og prestige i at eje land. Sandsynligvis er det en kombination af flere af disse.

Byen Dublin blev grundlagt af vikingerne som udgangspunkt for plyndringer, og hele England var under vikingestyre i en periode i 1000-tallet. Bosætterne blev efterhånden en del af befolkningen og stiftede familie med de lokale. Særligt Storbritannien og Irland blev præget af vikingerne, og mange by- og stednavne stammer fra vikingernes ekspansion. Desuden har mange ord i det moderne engelske sprog en norrøn oprindelse. Deres genetiske spor findes i dag de steder, hvor de kom frem, og særligt hvor de bosatte sig.