Vinter-OL 2014

De XXII Olympiske Vinterlege
De olympiske ringe ved vinter-OL 2014.
VærtsbyRusland Sotji, Rusland
MottoHot. Cool. Yours.
Deltagende lande88
Deltagende atleter2.856 (estimeret)
Discipliner98 i 7 sportsgrene (15 discipliner)
Åbnings-
ceremoni
7. februar
Afslutnings-
ceremoni
23. februar
Officielt åbnet afVladimir Putin
AtletløfteRuslan Zakharov[1]
DommerløfteVjatjeslav Vedenin
StadionFisjt olympiske stadion

Vinter-OL 2014, officielt de XXII Olympiske Vinterlege (engelsk: XXII Olympic Winter Games, fransk: Les XXIIes Jeux olympiques d'hiver[2][3]), eller de 22. olympiske vinterlege, var et stort multisportsarrangement, der blev afviklet i Sotji, Rusland.

Legene blev afviklet mellem den 7. til den 23. februar 2014, mens kvalifikationerne i kunstskøjteløb, skiløb og snowboard, blev afviklet d. 6. februar 2014, der var dagen før åbningsceremonien. Både de olympiske lege og de paralympiske lege 2014 bliver arrangeret af Sochi Organizing Committee (SOC). Sotji blev udvalgt som værtsby i juli 2007. Det skete ved den 119. IOC Session, der blev afholdt i Guatemala City. Det er de første olympiske lege i Rusland, siden Sovjetunionens fald i 1991. Sovjetunionen var værtsland for sommer-OL i 1980, der blev afviklet i Moskva.

Der blev konkurreret i totalt 98 forskellige discipliner indenfor 15 sportsgrene. Der er blevet tilføjet en række nye discipliner − samlet set 12, herunder skiskydning mix-stafet, kvindernes skihop, mix-team kunstskøjteløb, mix-team kælk, halfpipe freestyleski, ski og snowboard slopestyle og snowboard parallel slalom. Konkurrencerne blev afviklet omkring to forskellige event centre; en olympisk park (OL-byen) i Imeretinskaja-dalen, der ligger i udkanten af Sotji ved kysten af Sortehavet. Her finder man Fisjt olympiske stadion og alle de indendørs konkurrencer indenfor gå-afstand. Udendørsaktiviteter, såsom alpint skiløb og langrend, blev afviklet ved skisportsstedet Krasnaja Poljana, der ligger 40 km nordvest for OL-byen.

Vinter-OL er et mindre arrangement end sommer-OL, men vinter-OL i Sotji kostede i omegnen af 278,6 milliarder kroner. De 47,5 mia. kr. gik til opgradering af områdets infrastruktur, med 13 km tunneller, nyt vejnet og jernbaner. Forrige vinter-OL (Vancouver) kostede i alt 49,5 mia. kr., mens de hidtil dyreste olympiske lege var Beijing i 2008 på 256 milliarder kroner. Trenden var ellers at udgifterne til OL blev skruet ned, eksempelvis kostede OL i London kun 75,9 mia. kr.[4]

Valget af Rusland som værtsland, har været kontroversielt i flere kredse. Det skyldes blandt andet den omfattende korruption, der har fået medansvaret for de massive budgetoverskridelser. Der har været flere bekymringer omkring sikkerheden samt menneskerettighederne for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede (LGBT) atleter og tilskuere. Det sker på baggrund af den russiske lovgivning, der pålægger enhver, der »taler positivt om utraditionelle seksuelle relationer«, en bøde. Det har ført til demonstrationer over hele verden. Legene har modtaget flere trusler fra islamistiske terrorgrupper i Nordkaukasus, der mener at vinter-OL er propaganda fra præsidenten, Vladimir Putin.

  1. ^ "News". sochi2014.com. Arkiveret fra originalen 24. december 2018. Hentet 10. februar 2014.
  2. ^ Både fransk og engelsk er de officielle sprog ved de olympiske lege. [1]
  3. ^ Både fransk og engelsk er officielle sprog ved de XXII Olympiske Vinterlege. [1.] Arkiveret 29. oktober 2013 hos Wayback Machine
  4. ^ dr.dk (3. januar 2014). "Dyreste OL nogensinde - Rusland sparer ikke".

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search