Vinterkrigen

Vinterkrigen
Del af 2. verdenskrig
Finsk maskingeværgruppe under vinterkrigen
Dato 30. november 1939 – 13. marts 1940 Sted Østlige Finland Resultat Fredstraktaten i Moskva. Derefter Fortsættelsekrigen Casus belli Beskydningen ved Mainila. Territoriale ændringer Det karelske Næs sammen med andet finsk territorium afstås til Sovjetunionen.
Parter
Sovjetunionen	Finland
Ledere
Kliment Vorosjilov Kirill Meretskov Semjon Timosjenko	Carl Gustaf Emil Mannerheim
Styrke
1.000.000 mænd 6.541 kampvogne[1] 3.800 fly[2][3]	250.000 mænd 30 kampvogne 130 fly1[4][5]
Tab
126.875 døde eller savnet 264.908 såret 5.600 fanget[6] 2.268+ kampvogne[7]	26.662 døde 39.886 såret 1.000 fanget[8]
1 Mange af flyene var f.eks. fra USA, England eller Frankrig.

Vinterkrigen (også kaldet den russisk-finske krig eller den sovjetisk-finske krig) brød ud, da Sovjetunionen under ledelse af Josef Stalin angreb Finland den 30. november 1939, tre måneder efter udbruddet af 2. verdenskrig. Angrebet blev internationalt fordømt og førte til, at Sovjetunionen blev ekskluderet af Folkeforbundet den 14. december 1939.^[9] Den finske modstand var en alvorlig hindring for de sovjetiske styrker, som var finnerne talmæssigt overlegne – 4:1 i mænd, 200:1 i kampvogne og 30:1 i fly.^[2] Den Røde Hær havde i 1937 været udsat for en voldsom udrensning, som havde efterladt den stærkt svækket i effektivitet og moral.^[10] Halvdelen af officerskorpset og langt hovedparten af de højtstående officerer var blevet henrettet, og i 1939 var der derfor særdeles mange uerfarne officerer på højtstående poster.^[11]

Finland holdt ud indtil marts 1940, hvor Fredstraktaten i Moskva blev underskrevet. Freden indebar, at Finland måtte afgive omkring 9 % af sit territorium og 20 % af sin industri til Sovjetunionen. De sovjetiske tab ved fronten var voldsomme, og landets internationale omdømme tog skade. Den Røde Hærs kampkraft blev også genstand for tvivl, et faktum som bidrog til Adolf Hitlers beslutning om at igangsætte Operation Barbarossa. De sovjetiske ledere nåede ikke deres egentlige mål, som var at erobre hele Finland.^[12][13][14] De måtte nøjes med en strimmel land langs Ladoga-søen. Finnerne beholdt deres uafhængighed og opnåede en betydelig international goodwill.

Fredsaftalen den 12. marts forhindrede en halvhjertet fransk-britisk plan om at sende tropper til Finland gennem det nordlige Skandinavien. Et af denne plans væsentlige mål var at overtage kontrollen med den svenske jernmalm fra Kiruna og Malmberget og afbryde leverancerne til Tyskland.

Lidt over et år senere blev fjendtlighederne genoptaget i Fortsættelseskrigen.

1. ^ Kantakoski, Punaiset panssarit—Puna-armeijan panssarijoukot 1918–1945, p. 260
2. ^ ^{a b} Tomas Ries, Cold Will—The Defense of Finland, 1988, ISBN 0-08-033592-6, Potomac Books
3. ^ Ohto Manninen, Talvisodan salatut taustat, 1994, ISBN 952-90-5251-0, Kirjaneuvos, fra offentliggjort sovjetisk arkivmateriale, Manninen fandt 12 tidligere ukendte infanteridivisioner, som blev sendt til den finske front.
4. ^ Pentti Virrankoski, Suomen Historia 2, 2001, ISBN 951-746-342-1, SKS
5. ^ Erkki Käkelä, Laguksen miehet, marskin nyrkki: Suomalainen panssariyhtymä 1941–1944, 1992, ISBN 952-90-3858-5, Panssarikilta
6. ^ G.F. Krivosheev, Soviet Casualties and Combat Losses in the Twentieth Century Arkiveret 29. marts 2008 hos Wayback Machine, 1997, ISBN 1-85367-280-7, Greenhill Books
7. ^ Kantakoski, p. 286
8. ^ Finnish Defence College, Talvisodan historia 4, p.406, 1991, ISBN 951-0-17566-8, WSOY, Tallet for døde inkluderer 3.671 alvorligt sårede som døde efter krigen uden at have forladt hospitalet, nogle adskillige år efter krigen.
9. ^ Resolution fra Folkeforbundets råd
10. ^ citing Alan Bullock, Hitler and Stalin: Parallel Lives (New York: Vintage Books, 1993), 489. (Webside ikke længere tilgængelig)
11. ^ Glantz, David M., Stumbling Colossus, p. 58.
12. ^ Manninen, Ohto (2008). Miten Suomi valloitetaan: Puna-armeijan operaatiosuunnitelmat 1939–1944 [Hvordan Finland skulle erobres: Den Røde Hærs militære planer 1939–1944] (finsk). Edita. ISBN 978-951-37-5278-1. pp.
13. ^ Chubaryan, A. (2002). "Foreword". I Kulkov, E.; Rzheshevskii, O.; Shukman, H. (red.). Stalin and the Soviet-Finnish War, 1939–1940. Frank Cass. ISBN 978-0-7146-5203-0.
14. ^ Rentola, Kimmo (2003). Holtsmark, Sven G.; Pharo, Helge Ø.; Tamnes, Rolf (red.). Motstrøms: Olav Riste og norsk internasjonal historieskrivning (norsk). Cappelen Akademisk Forlag. ISBN 8202218284.