Wimbledon-mesterskaberne 2022

Wimbledon-mesterskaberne 2022
Jelena Rybakina
Arrangement
ArrangørAll England Lawn Tennis and Croquet Club
The Lawn Tennis Association
Turnering nr.135
Dato(er)27. juni - 10. juli 2022
Kvalifikation: 20. - 23. juni 2022
SpillestedAll England Lawn Tennis and Croquet Club
VærtsbyLondon, Storbritannien
UnderlagGræs
KategoriGrand slam
Præmiesum£ 40.350.000 (inkl. per diem)[1]
Vindere
HerresingleSerbien Novak Djokovic  (7. titel)
DamesingleKasakhstan Jelena Rybakina  (1. titel)
HerredoubleAustralien Matthew Ebden
Australien Max Purcell  (1. titel)
DamedoubleTjekkiet Barbora Krejčíková
Tjekkiet Kateřina Siniaková  (2. titel)
Mixed doubleStorbritannien Neal Skupski
USA Desirae Krawczyk  (2. titel)

Wimbledon-mesterskaberne 2022 var en tennisturnering, der blev spillet udendørs (enkelte kampe blev afviklet under skydetag) på græsbaner i perioden 27. juni - 10. juli 2022 i All England Lawn Tennis and Croquet Club i London, Storbritannien. Det var den 135. udgave af mesterskabet og den tredje grand slam-turnering i 2022. Kvalifikationen spilledes den 20. - 23. juni 2022 i Bank of England Sports Club i Roehampton.

Mesterskabet i herresingle blev vundet af Novak Djokovic, som vandt Wimbledon-titlen for fjerde gang i træk og syvende gang i alt. Djokovic blev dermed den anden spiller i tennishistorien med 21 grand slam-titler i herresingle og den første med 32 herresinglefinaler på grand slam-niveau. Han blev endvidere den første spiller med ni grand slam-titler i herresingle som 30-årig eller ældre, og i en alder af 35 år og 49 dage blev han den næstældste vinder af Wimbledon-mesterskabet i herresingle i den åbne æra, kun overgået af Roger Federer, der var 36 år ved sin sidste triumf i 2017. I finalen besejrede han Nick Kyrgios med 4-6, 6-3, 6-4, 7-6(3).[2][3]

Damesingletitlen blev vundet af Jelena Rybakina, som i finalen besejrede Ons Jabeur med 3-6, 6-2, 6-2 på en time og 47 minutter, og som dermed blev den første tennisspiller fra Kasakhstan, der vandt en grand slam-titel i single. 23-årige Rybakina blev den yngste Wimbledon-mester i damesingle, siden Petra Kvitová i 2011 vandt titlen som 21-årig. Inden Wimbledon-triumfen havde hun blot vundet to turneringer på WTA Tour, senest i Hobart International 2020, og hendes bedste grand slam-resultat indtil da havde været kvartfinalepladsen ved French Open i 2021. Med en rangering som nr. 23 på WTA's verdensrangliste var hun den fjerdelavest rangerede Wimbledon-finalist i damesingle, siden ranglisten blev indført i 1975. Ingen af de to finalister havde tidligere været i en grand slam-finale, og det var første gang siden 1962, at en Wimbledon-finale i damesingle var et opgør mellem to grand slam-finaledebutanter.[4][5][6] Jabeur var den første kvinde fra Afrika i en grand slam-finale i damesingle og den første kvinde fra den arabiske verden i en grand slam-finale. Rybakina var den første spiller fra Kasakhstan i en grand slam-finale i single.[7]

Herredoubleturneringen blev vundet af Matthew Ebden og Max Purcell, som i finalen besejrede de forsvarende mestre, Nikola Mektić og Mate Pavić, med 7-6(5), 6-7(3), 4-6, 6-4, 7-6(10-2). Ebden og Purcell, der var seedet som nr. 14, vandt deres første grand slam-titel i herredouble som makkere, efter at de tidligere på året havde tabte deres første grand slam-finale på hjemmebane ved Australian Open, og de blev det første rent australske par, der vandt Wimbledon-mesterskabet i herredouble, siden Tood Woodbridge og Mark Woodforde sikrede sig titlen for sjette og sidste gang i 2000.[8]

Damedoublemesterskabet blev vundet af Barbora Krejčíková og Kateřina Siniaková, der var seedet som nr. 2, og som i finalen besejrede det topseedede par, Elise Mertens og Zhang Shuai, med 6-2, 6-4 på blot 66 minutter. Krejčíková og Siniaková vandt Wimbledon-mesterskabet i damedouble for anden gang – første gang var i 2018 – og triumfen var deres femte grand slam-titel i damedouble og deres 12. turneringssejr i alt som makkere. Det var endvidere deres anden grand slam-titel i 2022, efter at de tidligere på året havde vundet Australian Open-titlen. Det tjekkiske par tabte blot et enkelt sæt i løbet af turneringen.[9][10]

Endelig blev mixed double-titlen vundet af Neal Skupski og Desirae Krawczyk, som i finalen besejrede Matthew Ebden og Samantha Stosur med 6-4, 6-3 på en time og 27 minutter. Skupski og Krawczyk vandt dermed Wimbledon-mesterskabet i mixed double for andet år i træk og for anden gang i alt, og de blev det første par til at forsvare deres titel, siden søskendeparret Cyril Suk og Helena Suková vandt titlen i 1996 og 1997. Skupski blev den første britiske mand, der vandt titlen to år i træk, siden John Lloyd udførte bedriften i 1983 og 1984, mens Wimbledon-mesterskabet i mixed double ikke havde været genvundet af en amerikansk kvinde, siden Billie Jean King sejrede i 1973 og 1974.[11]

  1. ^ Wimbledon - Record Prize Money Confirmed as Championships Returns to Full Capacity (9. juni 2022) (engelsk)
  2. ^ Wimbledon - Seventh Wimbledon title for unbeatable Djokovic (10. juli 2022) (engelsk)
  3. ^ Wimbledon - Djokovic by the numbers (10. juli 2022) (engelsk)
  4. ^ WTA - Rybakina claims historic Wimbledon title with comeback win over Jabeur (9. juli 2022) (engelsk)
  5. ^ Wimbledon - New champion Rybakina plays it cool (9. juli 2022) (engelsk)
  6. ^ Wimbledon - Rybakina by the numbers (9. juli 2022) (engelsk)
  7. ^ WTA - Jabeur or Rybakina? We make the case for the Wimbledon finalists (8. juli 2022) (engelsk)
  8. ^ ATP Tour - Marathon Men Ebden/Purcell Win Fifth-Set TB For Wimbledon Title (9. juli 2022) (engelsk)
  9. ^ WTA - Krejcikova and Siniakova roll to second Wimbledon doubles title (10. juli 2022) (engelsk)
  10. ^ Wimbledon - Grand Slam dream continues for Czech champions (10. juli 2022) (engelsk)
  11. ^ Wimbledon - Skupski and Krawczyk win mixed doubles final (7. juli 2022) (engelsk)

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search