Wimbledon-mesterskabet i herresingle

Wimbledon-mesterskabet
i herresingle
Roger Federer
Roger Federer har vundet mesterskabet otte gange.
Arrangement
Grundlagt1877
ArrangørThe All England Lawn Tennis & Croquet Club
Lawn Tennis Association
SpillestedThe All England Lawn Tennis & Croquet Club
VærtsbyLondon, Storbritannien
UnderlagGræs
Præmiesum£ 20.342.000  (2023)
ATP Tour
KategoriGrand slam
Deltagerfelt128S / 128Q
Flest titler
HerresingleSchweiz Roger Federer (8)
Senest opdateret: 14. juli 2024

Wimbledon-mesterskabet i herresingle er en tennisturnering, som er blevet afviklet som en del af Wimbledon-mesterskaberne siden 1877. Turneringen spilles (hovedsageligt) udendørs på græsbaner[1] i All England Lawn Tennis and Croquet Club (AELTC) i London-forstaden Wimbledon i Storbritannien.[2][3] Wimbledon-mesterskaberne spilles i den sidste uge af juni og den første uge af juli og har siden 1987 kronologisk set været den tredje grand slam-turnering i kalenderåret.[2] Turneringen blev ikke spillet fra 1915 til 1918 på grund af første verdenskrig og i perioden 1940-45 på grund af anden verdenskrig,[4] samt i 2020 på grund af COVID-19-pandemien.

Fra 1913 til 1924 anerkendte International Lawn Tennis Federation Wimbledon-mesterskabet som officielt VM i tennis på græsbane. Herefter afskaffede ILTF VM-begrebet, og siden 1925 har Wimbledon-mesterskaberne i stedet været anerkendt som én af de fire grand slam-turneringer. Mesterskabet var til og med 1967 forbeholdt amatører, men siden 1968 har det også være åbent for professionelle spillere.

Reglerne for herresinglemesterskabet har gennem tiden undergået forskellige ændringer. Fra 1878 til 1921 var den forsvarende mester direkte kvalificeret til mesterskabskampen (den såkaldte "udfordringsrunde") i det følgende års turnering, mens de øvrige deltagere spillede i "all comers-turneringen" om retten til at udfordre den forsvarende mester i udfordringsrunden. I seks tilfælde stillede den forsvarende mester ikke op det følgende år, hvorfor titlen i disse tilfælde blev vundet af vinderen af all comers-turneringen. Dette format blev afskaffet i forbindelse med Wimbledon-mesterskaberne i 1922.[5]

Alle kampe er siden det første mesterskab blevet spillet bedst af fem sæt. De første syv år, fra 1877 til 1883, blev sættene vundet af den spiller, der først nåede seks partier, uanset om han førte med mindst to partier eller ej, bortset fra i all comers-finalen og i udfordringsrunden, hvor sættene skulle vindes med mindst to overskydende partier. Fra og med 1884 skulle alle sæt vindes med mindst to overskydende partier, og dette format eksisterede helt frem til og med 1970.[5] I 1971 indførtes tiebreak ved stillingen 8-8 i de fire første sæt, og i 1979 blev tiebreak-afgørelsen i disse sæt rykket til stillingen 6-6.[5][6][7] Fra 2019 indførtes tiebreak-afgørelser i afgørende sæt ved stillingen 12−12, og den nye regel kom for første gang i brug i 2019-finalen, hvor Novak Djokovic blev den første vinder af en tiebreak spillet ved 12−12. I 2022 gennemførtes en harmonisering af formatet for afgørende sæt i de fire grand slam-turneringer, som indtil da havde haft fire forskellige formater for afgørende sæt, hvilket medførte, at Wimbledon-mesterskaberne indførte en match tiebreak som afgørelse på femte sæt ved stillingen 6-6.[8] Reglen kom for første gang i brug i hovedturneringen, da Alejandro Davidovich Fokina besejrede Hubert Hurkacz i første runde.[9]

William Renshaw vandt syv titler i 1880'erne (1881–1886, 1889) og er dermed indehaver af rekorden for flest titler i amatør-æraen. Fem af Renshaws titler blev imidlertid vundet som forsvarende mester i tiden, hvor formatet med udfordringsrunden blev anvendt, og kun to af titlerne blev altså vundet efter at have spillet sig gennem hele turneringen. Rekorden for flest titler i træk tilhører også Renshaw, der vandt seks i træk fra 1881 til 1886. Rekorden for flest titler i træk i amatøræraen efter tiden med udfordringsrunder tilhører Fred Perry, der vandt mesterskabet tre år i træk fra 1934 til 1936.[4]

Siden begyndelsen af den åbne æra i 1968, hvor også professionelle spillere har kunnet deltage, besiddes rekorden for flest titler af Roger Federer, der har vundet Wimbledon-mesterskabernes herresingle otte gange i årene 20032007, 2009, 2012 og senest i 2017. Han har rekorden foran Pete Sampras, der har vundet syv mesterskaber i årene 19931995 og 19972000, og Novak Djokovic, der ligeledes har syv titler (2011, 2014, 2015, 2018, 2019, 2020 og 2021). Björn Borg (19761980) og Roger Federer (20032007) deler rekorden for flest titler i træk, eftersom de begge har vundet fem turneringer i træk.[4]

I den åbne æra er mesterskabet kun to gange blevet vundet uden at afgive et eneste sæt. Denne præstation stod Björn Borg for i 1976 og Roger Federer i 2017.

  1. ^ "FAQ - Grass Courts" (PDF). wimbledon.org. IBM, All England Lawn Tennis and Croquet Club. Arkiveret fra originalen (PDF) 24. februar 2012. Hentet 2009-06-24.
  2. ^ a b "Tournament profile - Wimbledon". atpworldtour.com. ATP Tour, Inc. Hentet 2009-07-05.
  3. ^ "About Wimbledon - History: History". wimbledon.org. IBM, All England Lawn Tennis and Croquet Club. Arkiveret fra originalen 8. august 2011. Hentet 2009-06-24.
  4. ^ a b c "Men's Singles Finals". wimbledon.org. IBM, All England Lawn Tennis and Croquet Club. Arkiveret fra originalen 12. april 2010. Hentet 2009-06-24.
  5. ^ a b c Barrett, John (1986). 100 Wimbledon Championships: A Celebration. Collins Willow. ISBN 978-0-00-218220-1.
  6. ^ Roberts, John (1998-08-05). "Tennis: Fast, fan friendly - but full of faults". The Independent. Hentet 2009-06-24.
  7. ^ "Breaking with tradition". The Age. The Age Company Ltd. 2004-01-25. Hentet 2009-07-27.
  8. ^ Wimbledon - Grand Slam Tournaments Jointly Announce 10-Point Final Set Tie-Break at Six Games All (16. marts 2022) (engelsk)
  9. ^ Times of India - Alejandro Davidovich Fokina wins Wimbledon's first 10-point final-set tiebreak (27. juni 2022) (engelsk)

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search