Woodrow Wilson

Nobels fredspris 1919  Woodrow Wilson
Wilson i 1919.
28. præsident i USA
Embedsperiode 4. marts 1913 – 4. marts 1921
Vicepræsident	Thomas R. Marshall
Foregående	William Howard Taft
Efterfulgt af	Warren G. Harding
34. guvernør i New Jersey
Embedsperiode 17. januar 1911 – 1. marts 1913
Foregående	John Franklin Fort
Efterfulgt af	James Fairman Fielder
13. præsident på Princeton University
Embedsperiode 1902 – 1910
Foregående	Francis L. Patton
Efterfulgt af	John Aikman Stewart
Personlige detaljer
Født	28. december 1856 Staunton, Virginia, USA
Død	3. februar 1924 (67 år) Washington D.C., USA
Gravsted	Washington National Cathedral
Fulde navn	Thomas Woodrow Wilson
Politisk parti	Demokrat
Ægtefælle(r)	Ellen Axson Wilson (død 1914) Edith Galt Wilson
Børn	Margaret Woodrow Wilson Jessie Wilson Eleanor R. Wilson
Mor	Janet Woodrow
Far	Joseph Ruggles Wilson
Uddannelses­sted	Princeton University Johns Hopkins University
Profession	Akademiker (Historie, Statskundskab)
Religion	Presbyritaner
Underskrift
Informationen kan være hentet fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

Woodrow Wilson, fulde fødselsnavn Thomas Woodrow Wilson (født 28. december 1856, død 3. februar 1924), var en amerikansk akademiker og politiker, som var USA's 28. præsident i perioden fra 1913 – 1921. Han var medlem af Det Demokratiske Parti og var i perioden inden sin præsidentperiode, fra 1911 til 1913, guvernør for delstaten New Jersey.

Wilson modtog i 1886 en doktorgrad (i USA: en Ph.D) i statskundskab og historie fra Johns Hopkins University og underviste efterfølgende på forskellige universiteter, inden han i 1890 blev fastansat som professor på Princeton University. Her blev Wilson hurtigt en populær skikkelse hvilket bl.a. resulterede i, at han blev det bedst betalte fakultetsmedlem. Wilson blev senere, i 1902, udpeget som præsident for Princeton University, hvilket var en position han beholdte frem til 1910.^[1]

Wilson blev valgt som den demokratiske præsidentkandidat ved det demokratiske partikonvent i 1912 og vandt senere det amerikanske præsidentvalg 1912. Wilsons valgsejr i 1912 kan tilskrives en splittelse i Det Republikanske Parti, hvor den siddende republikanske præsident, William Howard Taft, mødte modstand fra den tidligere republikanske præsident Theodore Roosevelt. Denne splittelse resulterede i, at Roosevelt dannede sit eget parti — Det Progressive Parti — som ved præsidentvalget i 1912 splittede de republikanske stemmer, således Roosevelt fik knap 28% stemmerne, mens Taft fik ca. 23% af stemmerne. Wilson modtog selv knap 42% af stemmerne ved præsidentvalget, men modtog hele 435 valgmandsstemmer som følge af Roosevelt og Tafts rivalisering og splittelse af de republikanske stemmer.

Wilson blev genvalgt ved det amerikanske præsidentvalget i 1916, hvor han knebent slog den republikanske modkandidat, Charles Evans Hughes. Wilson så her en fremgang i andelen af vælgerstemmer, idet han modtog ca. 49% af stemmerne. Men denne fremgang resulterede kun i 277 valgmandstemmerne mod Charles' 254 valgmandstemmer.

I sin første tid som præsident fik Wilson indførte en række omsiggribende reformer, herunder en nedsættelse af tolden, ny antitrustlovgivning (Clayton Antitrust Act) og en bankreform der bl.a. etablerede USA's centralbank (FED) og lån til landbruget.

Wilson præsidentperiode var endvidere en periode, der var præget af en stor tilbagegang i racelighed i USA. Således indførte Wilson blandt andet segregation i hans administration og det føderale bureaukrati, ligesom Wilsons præsidentperiode (1913-1921), var den værste periode i USA med hensyn til racebaseret vold siden tiden omkring Den Amerikanske Borgerkrig.

Wilsons udenrigspolitik blev kendt som Wilsonianism. Til trods for at Wilson i forbindelse med sit genvalg i 1916 havde lovet, at han ikke ville involvere USA i første verdenskrig — herunder blandt andet ført kampagne på sloganet "He kept us out of war" — så førte han i 1917 USA ind i krigen, da han i april 1917 bad Kongressen erklære Tyskland krig. USA havde under Wilson længe ført en politik, som favoriserede Ententemagterne i forhold til blandt andet økonomisk støtte og udlån, men den konkrette årsag til USA's indtræden i krigen var telegrammet fra Zimmermann, som dels omtalte en militæralliance mellem Tyskland og Mexico og derforuden omtalte en uindskrænkede ubådskrig. I 1918 fremlagde Wilson en 14-punkts fredsplan for Europa. Bl.a. stod der, at nationale mindretal skulle have selvbestemmelsesret m.h.t. hvilken stat, de ville tilhøre. Han var dybt engageret i fredsforhandlinger med Tyskland og var personligt involveret i udformningen af Versaillestraktaten. Ligeledes var Wilson drivkraften bag Folkeforbundet. Det lykkes ham dog aldrig at overtale Kongressen til at ratificere traktaten bag Folkeforbundet, hvorfor USA aldrig indtrådte i Folkeforbundet.

I oktober 1919 fik Wilson et slagtilfælde, der lammede ham. Hans sande tilstand blev efterfølgende forsøgt holdt skjul for offentligheden, ministre og politikere af bl.a. hans kone, Edith Wilson. Nogle mener, at Edith Wilson efterfølgende (fra slagtilfældet og frem til marts 1921) styrede landet, men dette er omstridt.

I 1919 modtog han Nobels fredspris for sin indsats i fredsforhandlingerne og for oprettelsen af Folkeforbundet.

1. ^ Cooper, John Milton: "Woodrow Wilson, president of United States" Britannica. Hentet 19. juli 2021