Agon

Agon (gr. ἀγών, væddekamp) kaldtes hos grækerne i Oldtiden væddekampe af forskellig art, og de hørte til den mest yndede fornøjelse. De faldt i tre grupper: musiske, omfattende musik, poesi, deklamation, dans og lignende, gymniske, hvorunder de forskellige legemsøvelser henhørte, og hippiske, dvs. hestevæddeløb – der dog forekom forholdsvis sjældent – og væddekørsel.

Væddekampe afholdtes ved mægtige mænds begravelse (allerede i den homeriske tid; i Iliadens 23. sang fortælles om dem, der holdtes til ære for Patroklos), til tak for vunden sejr og lignende, men knyttede sig især til de store, regelmæssigt tilbagevendende fester, af hvilke de berømteste var de olympiske, pythiske, isthmiske og nemeiske.

Romernes gladiatorlege er væsentlig forskellige fra grækernes væddekampe; men disse fandt i kejsertiden også indgang i Rom (ivrig herfor var især Nero og flere af de senere kejsere). I den antikke kunst personificeredes Agon og fremstilledes som en yngling med springvægte i hænderne eller i færd med at sætte sejrskransen på sit hoved.