EPROM

Nærbillede af ældre EPROM af typen "2716". Mikrochippen kan ses igennem vinduet, så det er muligt at slette EPROM ved hjælp af ultraviolet stråling. For at undgå muligheden for utilsigtet sletning eller elektrisk fejlfunktion er vinduet normalt dækket med sort klisterbånd eller en sort etiket.

EPROM er en elektronisk komponent som bruges til at opbevare "faste" (uforanderlige) data (typisk programkode) i computersystemer. Navnet er et akronym for Erasable Programmable Read-Only Memory – frit oversat til dansk: "Slet- og programmerbar hukommelse der kun kan læses fra".

Det lidt selvmodsigende navn skyldes, at kredsen under "normale" driftsbetingelser fungerer som et uforanderligt ROM-lager, som ikke kan ændres af det computersystem den sidder i. Men EPROM-kredse er forsynet med et gennemsigtigt vindue (vist på billedet til højre), og ved at bestråle selve silicium-chippen inden i komponenten med ultraviolet lys kan man "tømme" hukommelsen for indhold, og derefter under brug af spændinger et godt stykke over normal driftspænding "skrive" nyt indhold ind i den. Til at skrive det nye indhold ind i komponenten bruges et apparat som på dansk populært kaldes for en EPROM-brænder – "brænder" fordi (især ældre) EPROM'er gerne bliver temmelig varme under skrive-processen.

EPROM'en blev opfundet af den israelske ingeniør og chef for Intel i Israel, Dov Frohman.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search