Kommunesocialisme

Kommunesocialisme var en tankegang, der eksisterede i socialdemokratiske kredse, primært fra slutningen af 1800-tallet og de første årtier af 1900-tallet. Ideen var, at de fremstormende socialdemokratiske partier i byer, hvor de fik flertal i byrådene, skulle gennemføre omfattende skattefinansierede velfærdsreformer, der skulle skabe mønsterkommuner og dermed i kraft af eksemplets magt styrke den socialistiske bevægelse. De kommunesocialistiske byer skulle således fungere som en spydspids ved at gennemføre partiets politik rundt om i landet, inden man fik regeringsmagten.

Fremtrædende eksempler i udlandet er blandt andet Wien i mellemkrigstiden (kaldt Røde Wien) og en række norske byer. I Danmark spillede kommunesocialismen især en rolle i årene 1900-1920. Nakskov og Esbjerg var to af de fremmeste repræsentanter for ideen med de to markante lokale ledere Sophus Bresemann og J.P. Sundbo i spidsen. I begge byer fik Socialdemokratiet tidligt flertal og gennemførte en række vidtgående ændringer indenfor områder som skole- og sundhedsvæsen, børneforsorg, ældrepleje og boligbyggeri. Andre danske eksempler var Aarhus, København og Horsens. Disse byer blev dermed eksperimentarier for den social- og velfærdspolitik, som partiet senere forsøgte at gennemføre på landsplan.

Da Socialdemokratiet i Danmark blev et regeringsbærende parti i løbet af 1920'erne, døde tanken om kommunesocialismen som en vigtig selvstændig strategi efterhånden ud.