Mikroplast er plastpartikler, som er mindre end ca. 5 mm i diameter. Mikroplast udgør en stor del af plastforureningen og er en hidtil upåagtet miljøforurening.[2][3] Den kommer fra forskellige kilder, som man ikke tænker over i dagligdagen, fordi den er usynlig: bildæk, kosmetik, tøj og mange industrielle processer.[4]
Størstedelen af miljøforureningen med mikroplast stammer fra nedbrydning af større plastaffald, og da plast er bestandigt i naturen, antages det, at mikroplast-partiklerne kan optages i de levende organismers organer og celler igennem lungerne og fordøjelseskanalen. Mikroplast er fundet overalt og i organismer på alle niveauer i den marine fødekæde.[5][6]
Mennesker indtager et stort antal microplastpartikler uden at vide det, hvoraf noget ender op i organerne.[7][8] Ingen ved endnu hvilke følger dette vil få for dyr eller mennesker - også set i lyset af de giftige og hormonforstyrrende kemiske bestanddele som de fleste plasttyper består af. Desuden akkumulerer plastpartikler langsomt-nedbrydelige organiske forbindelser fra miljøet som polyklorerede biphenyler og andre skadelige stoffer[9]
Nano- og mikroplast er nu blevet påvist i den menneskelige krop, herunder blod, placenta, mave-tarmkanalen, sæd, og andre organer samt modermælk og endda en babys første afføring. Den udbredte forekomst i den menneskelige krop tolkes som sammenhæng med alvorlige helbredskomplikationer såsom fedme, diabetes, kognitiv svækkelse samt neurodegenerative sygdomme. Det viser sig, at hjernen fra mennesker med demens har langt mere mikroplast end hjernen fra mennesker uden demens. Molekylære reaktioner mellem nanoplast og nervecellernes proteiner, alpha-synuclein og beta-amyloid, sættes nu i forbindelse med Parkinsons sygdom, Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme.[10][11][12]
<ref>
-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet dk
© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search