Saljut-programmet

Saljutemblem

Saljut-programmet (russisk: Салют for salut eller fyrværkeri) var en serie af rumstationer opsendt af Sovjetunionen i 1970'erne og 1980'erne. Saljut-stationer var relativt simple strukturer der bestod af et enkelt hovedmodul opsendt i kredsløb med en enkelt Protonraket. Programmet blev oprindeligt betegnet som DOS 7-K, hvor hver enkelt rumstation fik sin egen betegnelse. Formålet med programmet var at udføre forskning i problemerne ved at leve i rummet samt at udføre astronomiske og biologiske forsøg. I løbet af programmet udviklede teknologien bag rumstationer sig fra den tidlige fase af ingeniørstudier til forskningsstationer beboelige over lange tidsrum. I sidste ende banede Saljut-programmet vej for den større rumstation Mir, der bestod af adskillige moduler med et centermodul, der var en videreudvikling fra Saljut. Også det centrale Zvezda-modul på Den Internationale Rumstation kan spore sine rødder tilbage til Saljut.

Programmet bestod af seks videnskabelige stationer af DOS-typen (russisk: Долгосрочная орбитальная станция, ‘’Dolgosrotjnaja Orbitalnaja Stantsija’’; langtidskredsløbsstation) og tre militære rekognosceringsstationer af OPS-typen (russisk: Орбитальная Пилотируемая Станция, ‘’Orbitalnaja Pilotirujemaja Stantsija’’; pilotstyret kredsløbsstation), der blev opsendt som en del af det tophemmelige Almaz-program. I løbet af missionerne til Saljutstationerne blev flere rekorder indenfor rumfart brudt – bl.a. adskillige rekorder for længste ophold i rummet og rumvandringsrekorder.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search