Urkristendommen

Urkristendommen er den tidligste periode i kristendommens historie. Den begynder med Jesu forkyndelse omkring år 30 e.Kr. og slutter, da de kristne menigheder endegyldigt har brudt med den jødiske modertradition omkring år 100 e.Kr. Ifølge den kristne tradition blev kristendommen grundlagt som ny religion af Jesus selv, da han ifølge Matthæusevangeliet sagde til sine disciple:[1]

Citat Mig er givet alt magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Citat

Fra en religionshistorisk synsvinkel var den proces, der førte til dannelsen af en ny og selvstændig religion, mere langvarig og kompliceret. Processen bestod af flere faser, nybrud og konflikter. I kirkehistorien dækker betegnelsen oldkirken tiden fra kirkens fødsel ved pinse, umiddelbart efter Jesu død og opstandelse, til indførelsen af kristendommen som statsreligion i Romerriget i slutningen af 300-tallet.

Et særligt syns på perioden har den tyske nytestamentlige forsker Gerd Theissen, som har indført begrebet Jesus-bevægelsen. Ifølge ham (og flere andre forskere) er Jesus-bevægelsen deførste tilhængere, der samledes omkring Jesus i det 1. århundrede, før kristendommen var etableret som en selvstændig religion. Jesus-bevægelsen havde altså endnu ikke brudt endeligt med jødedommen. Med andre ord: Jesus-bevægelsen var endnu ikke blevet til kristendommen. Bruddet med jødedommen sætter Theissen til ca. år 70. Theissen definerer Jesus-bevægelsen som ”den af Jesus fremkaldte jødiske fornyelsesbevægelse i det syrisk-palæstinensiske område mellem ca. år 30 og ca. år 70.” [2]

  1. ^ Mattæus evangeliet 28,18-20.
  2. ^ Gerd Theissen: Jesus-overleveringen og dens sociale baggrund, s. 13.

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search