Albert Speer

Albert Speer
Albert Speer ved Nürnbergprocessen i 1946
2. rustningsminister i Nazi-Tyskland
Embedsperiode 8. februar 1942 – 30. april 1945
Kansler	Adolf Hitler
Stedfortræder	Karl-Otto Saur
Foregående	Fritz Todt
Efterfulgt af	Albert Speer i Flensburg-regering
Rustningsminister i Flensburg-regering
Embedsperiode 30. april 1945 – 23. maj 1945
Præsident	Karl Dönitz
Kansler	Joseph Goebbels (30. april – 1. maj 1945) Ingen (1. maj – 23. maj 1945)
Foregående	Fritz Todt
Efterfulgt af	Ingen - Ministerpost ophørt
Personlige detaljer
Født	19. marts 1905 Mannheim, Baden
Død	1. september 1981 (76 år) London
Dødsårsag	Slagtilfælde
Gravsted	Bergfriedhof
Fulde navn	Berthold Konrad Hermann Albert Speer
Nationalitet	Tysker
Politisk parti	Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti (NSDAP)
Højde	1,87 m
Ægtefælle(r)	Margarete Weber
Børn	Albert Speer Jr. Hilde Schramm Fritz Speer Margret Nissen Arnold Speer Ernst Speer
Far	Albert Friedrich Speer
Uddannelses­sted	Technische Universität Berlin Technische Universität München Universität Karlsruhe (TH)
Beskæftigelse	Arkitekt
Underskrift
Informationen kan være hentet fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

Albert Speer^[1] (født Berthold Konrad Hermann Albert Speer den 19. marts 1905 i Mannheim, død 1. september 1981 i London) var en tysk arkitekt, der under 2. verdenskrig var rustningsminister (Reichsminister für Bewaffnung und Munition) i Nazi-Tyskland. Længe inden ministerudnævnelsen havde Speer været Adolf Hitlers foretrukne arkitekt.

Speer blev medlem af nazistpartiet i 1931. Hans evner som arkitekt gjorde ham stadig mere kendt i partiet, og han kom med i Hitlers inderkreds. Hitler gav ham til opgave at tegne og bygge en række bygninger og anlæg, herunder det nye rigskancelli og paradeanlægget til partimøderne i Nürnberg – de såkaldte Reichsparteitage. Speer udfærdigede efter Hitlers ordre planer for Welthauptstadt Germania – en omfattende ombygning af Berlin, som skulle finde sted efter krigen, og som blandt andet indebar opførelse af enorme bygninger, anlæggelse af brede boulevarder og reorganisering af byens transportsystem.

Som rustningsminister lykkedes det for Speer at øge den tyske krigsproduktion til langt hen i 1944 på trods af massive og ødelæggende bombardementer fra De Allierede. Efter krigen blev han stillet for krigsforbryderdomstolen i Nürnberg og blev idømt 20 års fængsel for sin rolle i det nazistiske styre, først og fremmest på grund af anvendelsen af tvangsarbejdere. Som "nazisten, der sagde undskyld",^[2] påtog han sig ved Nürnbergprocessen og i sine udgivne erindringer et generelt ansvar for de forbrydelser, der var begået af det nazistiske styre i Tyskland. Der hersker dog fortsat usikkerhed om, hvorvidt Speer spillede en konkret rolle i nazisternes forfølgelse af jøder og om, hvor meget han kendte til Holocaust. Han udstod det meste af sin straf i Spandau-fængslet i Vestberlin.

Speer udgav efter sin løsladelse i oktober 1966 to selvbiografiske bøger, som blev bestsellere: Fra triumf til katastrofe (originaltitel Erinnerungen) og Spandauer Tagebücher, som detaljeret beskriver hans tætte, personlige forhold til Hitler og gav læsere og historikere et enestående indblik i, hvorledes det nazistiske styre fungerede. Han skrev senere en tredje bog, Der Sklavenstaat – meine Auseinandersetzungen mit der SS, om SS. Speer døde af et slagtilfælde i 1981, mens han var på besøg i London.^[3]

1. ^ van der Vat 1997, s. 11.
2. ^ Titlen på en BBC2-dokumentarudsendelse Arkiveret 18. oktober 2012 hos Wayback Machine
3. ^ Fest 1999, s. 337.